Den største fare ved Joe Bidens indsættelse er formentlig faren for en Konsensus- og forsoningskommission, der kan samle demokrater og republikanere i en tilbagevending til den gode, gamle neoliberalistiske dagsorden.

Navnet er selv et indlæg i kampen, og det berører det, som ellers hurtigt ville blive glemt igen. Det markerer en engageret politisk opposition. I den optik lyder »KØN« som enten en afpolitisering eller, læst mere barmhjertigt, som en annoncering af en ny kamp.

Alt helligt er måske nok i færd med at blive klædt af, men meget kunne tyde på, at det har overraskende mange lag tøj på.

Kapitalismen bliver ganske ofte beskrevet i biologiske metaforer. Først og fremmest naturligvis den forkætrede vækst. Vi taler også ofte om blomstrende økonomier, og om økonomier som systemer, der knopskyder, eller er i harmonisk balance. Men hvis man betragter kapitalismen i 2020 med nøgterne briller og prøver at finde en biologisk metafor, der passer, så er der særligt een, der presser sig på: Forstoppelse.

Stik modsat programmets officielle intention om at være ”på udebane” er dets opbygning at fortælle fordomsfulde vittigheder om minoriteter til dem, der på forhånd forventes at ville finde dem morsomme.

Afbildninger af statsministeren i naziuniform præger både gadebilledet og de sociale medier, og i Venstre overgår den ene toppolitiker den anden i patetiske forsøg på at slå politisk mønt af situationen.

Fra espressoen om morgenen over stadigt dyrere bryllupper til de aldrig overraskende fødselsdage i Føtex; vores liv ser ikke ud til at miste ritualer og rituelle rammer. Snarere tværtimod.

Det interessante ved januar er, at den er nøjagtig lige så materialistisk og baseret på nydelse som december – men at den nu er det i en mere individualiseret grad og uden decembers forbandede bekymringer og dårlige samvittighed.

Den uhyggelige sandhed er, at vi nærmer os en tilstand af jul hele året.

Om hvordan man giver noget, man ikke har, til én, der ikke vil have det.

Hele balladen om minken viser noget om, hvordan det universelle arbejder, og hvordan det nogle gange kommer bag på os.

En af de mest misforståede skillelinjer, som præger det danske offentlige rum i disse dage, er tanken om, at der skulle være en grundlæggende modsætning mellem #metoo-bevægelsen og seksuel frigørelse.

Måske viste Trump i sine patologiske rablerier mærkværdigt nok noget om det genuint politiske moment: Mellemrummet mellem en begivenhed og dens navngivelse er altid potentielt åbent for en politisk handling.

Måske skal vi til at vænne os til indslag, der er en slags kritisk journalistik vendt på hovedet. Ikke mere kritiske spørgsmål, der udfordrer magten, men kritiske spørgsmål, der nærmest opfordrer til markante, konservative positioneringer.

Der er noget ved Donald Trump, som får én til at tænke på Hvem snørede Roger Rabbit? Som en slags tegneseriefigur sluppet løs i amerikansk politik, er Trump lykkedes med at vende op og ned på den politiske virkelighed.