Trump er en vits, men hvem er det egentlig, der griner?
Udgivet første gang: Information 31. oktober 2020
Der er noget ved Donald Trump, som får én til at tænke på Hvem snørede Roger Rabbit? Som en slags tegneseriefigur sluppet løs i amerikansk politik, er Trump lykkedes med at vende op og ned på den politiske virkelighed.
Man kan måske sige det sådan, at mens Washington-eliten traditionelt har været optaget af i det mindste på overfladen at fremstå fornuftige og ordentlige, er der hos Trump en helt anden fandenivoldskhed, hvor overflade og bagside kollapser: Hvad Trump giver os, er direkte det ufornuftige og upassende i form af vulgære, selvhævdende udsagn, og en chauvinistisk linje, der ikke på nogen måde gør sig til af universalistiske ambitioner. Og det virker.
Samlet set er Trumps projekt noget i stil med at udstille det hykleriske ved eliten, hvilket han gør med stor dygtighed (de er crooked, cheatin’, phony osv.), og omvendt at være sit eget ”upolitiske”, småracistiske købmandsprojekt.
Eliten kan beskyldes for hykleri, når den ikke lever op til sine egne idealer. Men Trump er på en måde ”dennesides” hykleriet. Han kan ikke beskyldes for det, fordi hans idealer ikke hænger sammen eller dårligt nok findes. Men hvordan i alverden kan det lade sig gøre? Hvordan kan det vinde gehør?
Ironisk fascisme
Hvis man skal forstå Trump, må man have fat i baggrunden for hans popularitet. Som Angela Nagle og andre har bemærket, er det helt afgørende at forstå den ”meme-kultur”, der i løbet af nullerne voksede sig stærk gennem internetplatforme som 4chan og Reddit. På disse platforme samles primært unge, hvide amerikanere om en løssluppen modstand mod politisk korrekthed, der involverer deling af små bevægelige billeder, ”memes”, med obskøne in-jokes, men også kan føre til hetzlignende kampagner.
I disse fora er alt på en måde ironisk, sarkastisk, og det er netop gennem den ”indirekte meddelelse”, at de mest grove og forplumrede synspunkter kan etableres. Racisme, sexisme osv. kan florere som vittighed, som noget, der bare er til for et godt grin, for the lulz. Det er hetz og gak-gak på samme tid.
Men hvordan er denne kultur nøglen til Trump? Trump er simpel. Han forholder sig ikke umiddelbart ironisk, snarere overidentificerer han sig med sig selv. Han er mere Donald Trump, end han overhovedet behøver at være. Han er yderst forfængelig, og det underlige hår skal sidde rigtigt. Han er et ”brand”, og et brand har ikke noget særlig kompliceret selvforhold.
Et brand kan siges i en sætning, der er klar og ikke til at misforstå, som i ”You are fired”. Men Trumps simpelhed er alligevel indlejret i hele den ironiske bevægelse, der ulmer omkring ham. Trump kunne næsten være en figur, der var blevet udtænkt af de højreorienterede trolde, ét af deres memes. Når Trump råber ”lock her up” eller joker med at skyde nogen på gaden, kan det både forstås bogstaveligt, og som endnu et sarkastisk udfald mod den politiske korrekthed.
Boogaloo!
Vi har i ganske mange år skulle trækkes med en Washington-elite, der måske kunne have vundet lidt ved at udvise en smule selvironi.
Selvgodheden i f.eks. Clinton-klanen har næsten været for tyk. Nu har vi imidlertid næsten fået det modsatte. Ikke en selvhøjtidelighed uden ironi, men en form for afstumpethed, der trives på en baggrund, der er fyldt med ironiske forskydninger. Tænk fx på de såkaldte Boogaloo Bois; en form for højreorienteret bevægelse, der er begyndt at optræde i Hawaii-skjorter og med håndvåben og ser ”farlige ud” i mere end én forstand.
”Boogaloo” konnoterer muligvis en opfordring til borgerkrig, men det gør det ved, af uvisse årsager, at referere til filmen Breakin' 2: Electric Boogaloo, der er en virkelig dårlig opfølger til breakdance-filmen Breakin’.
Det hele, selv navnet, er en flertydig vits. Men en dødbringende vits. Det er endnu et skridt i retning af en slags klovnefascisme, der måske ikke engang selv helt ved, hvad den vil, andet at skubbe til systemet og kæmpe for retten til at bære våben. Det er svært at få hold på, og det er svært at gøre grin med, for hvad er egentlig hoved og hale i det?
Er Boogaloo Bois ikke netop et glimrende billede på det ubestemmelige ved Trump selv? Er hans politiske persona ”bare en vittighed” og er han, trods alle sine stikpiller til magteliten, en pragmatiker, der bare vil have tingene til at køre, eller er der faktisk alligevel et begær efter ”hvidt overherredømme” et sted derinde? Pointen er, at vi ikke ved det. Og det virker heller ikke til, at Trump ved det. Derfor er det ikke uden grund, at man føler en vis uro omkring det tydelige forspring, Joe Biden har i meningsmålingerne.
Og er det ikke også oplagt, at Trumps tegneserie ikke helt vil kunne slutte, selv hvis Biden skulle vinde valget på tirsdag? Nogen eller noget griner uhyggeligt videre.