Omvendt kritisk journalistik
Udgivet første gang: Information 7. november 2020
Når journalistikken orienterer sig efter, om vi nu også er reaktionære nok.
For godt en uges tid siden stillede DR på sin twitterkonto det troskyldige spørgsmål, ”om vi bør debattere retten til fri abort i Danmark”. Som det fremgik af den sine steder meget ophedede diskussion, der fulgte, var dét et spørgsmål, som var vanskeligt at diskutere uden rent faktisk at debattere retten til fri abort i Danmark.
Med andre ord var DRs spørgsmål ikke blot en uskyldig invitation til at diskutere, om man skulle starte en diskussion om retten til fri abort; det blev rent faktisk til et indlæg i debatten om fri abort. Eftersom fri abort i Danmark generelt anses for at være en helt og aldeles umistelig ret, var selve spørgsmålet om genåbningen af denne debat nemlig naturligvis ”til fordel” for abortmodstanderne.
På den måde kom det tilsyneladende forsigtige metaspørgsmål til at fungere som en fin illustration af Jacques Lacans bemærkning om, at der ikke findes noget metasprog: Det kan ikke lade sig gøre at stille et spørgsmål om rimeligheden af en debat om fri abort uden dermed også at tage part i spørgsmålet om fri abort.
DRs pandekager
Ikke desto mindre fremstår strategien i DRs lille intervention mod fri abort ganske sindrig. Dens effekt som talehandling var, at det faktisk blev legitimt at debattere et voldsomt tilbageskridt i kvinders rettigheder, men det var et resultat, der blev opnået uden selv at stå på mål for det.
DR kunne henvise til, at der er sket politiske ændringer på abortområdet i både USA og Polen, og derfor var man bare med på noderne, om man så må sige, for lige at lodde stemningen herhjemme. Skal medierne da ikke netop være dem, der ”tør hvor andre tier” og stiller alle de kildne spørgsmål, sætter selve rammerne for vores debat til debat osv.?
Måske skal vi til at vænne os til sådanne indslag, der er en slags kritisk journalistik vendt på hovedet. Ikke mere kritiske spørgsmål, der udfordrer magten, men kritiske spørgsmål, der nærmest opfordrer til markante, konservative positioneringer.
Det minder om en variant af ”hysterikerens” position, for nu at blive i psykoanalysens termer. Hysterikeren stiller alle mulige kritiske spørgsmål, men egentlig blot for at blive sat på plads af en mester i sidste ende. Den psykoanalytiske læsning af Spørge-Jørgen er f.eks., at han hele tiden var ude på at fremkalde autoriteten: Nu holder du kæft Jørgen, ellers er der ingen pandekager.
Men DRs version af Spørge-Jørgen har fået endnu et drej på skruen. Den har, endnu mere end Spørge-Jørgen, indskrevet autoriteten i sin tale fra begyndelsen og stiller ikke kritiske, irrationelle spørgsmål i alle retninger (”hvorfor har en ko ingen vinger” etc.), men spørger, hvorfor der ikke er flere love og indskrænkninger. Hvorfor debatterer vi ikke, om kvinder egentlig ikke hører mere hjemme ved kødgryderne? Hvorfor skal det hele være så frit og ligestillet?
Flot, Jørgen. Pandekagerne er i hus.
Fantasiens fantasiløshed
Eksemplet viser også noget mere generelt om DRs journalistiske praksis. Nærmest siden de sidste opgør med de såkaldte ”røde lejesvende” har statsradiofoniens nyheds- og debatjournalistik fungeret efter en form for kvantitativ medieprofessionalisme: Det handler ikke om at kritisere magten, afdække underbelyste samfundsspørgsmål eller udfordre lyttere og seere med selvstændig tænkning.
I stedet handler det om at være den neutrale moderator af ”gode debatter”, hvor værten ikke selv tager stilling, men heller ikke er bange for at trække fronterne op. Jo mere studieværter og journalister afsværger deres egne perspektiver og viden, jo mere kommer de til at fungere som en form for fremkaldervæske for ”markante” stemmer, der nok ved, hvad de mener og ikke viger tilbage for at sætte andre på plads.
Hvad, der mest kendetegner denne medieprofessionelle form, er muligvis det ekstremt konservative fantasme, der regerer det. Selv med den største kreativitet og hittepåsomhed er det som om, det altid er varianter af de samme spørgsmål, der dukker op som friske og ud-af-boksen (”skal vi have ret til at håne profeten”, ”bør de unge tage sig sammen”, ”er det gået for vidt med feminismen”).
Som Slavoj Zizek gjorde opmærksom på, da USA under George Bushs krig mod terror begyndte at diskutere, om tortur kunne være en legitim metode til at skaffe oplysninger ud af potentielle terrorister, så er det et tegn på en kulturel og politisk krise, når et samfund finder det legitimt at debattere spørgsmål, der burde være massiv enighed om, ikke var til debat.
Det betyder ikke, at ytringsfriheden ikke gælder for dem, der mener, at tortur burde være tilladt og abort forbudt. Det betyder bare, at det at foregive at være en neutral formidler af debatter (om debatter) altid også rummer et tilvalg af de synspunkter, man stiller op ved mikrofonen.