Konsensus- og forsoningskommissionen
Den største fare ved Joe Bidens indsættelse er formentlig faren for en Konsensus- og forsoningskommission, der kan samle demokrater og republikanere i en tilbagevending til den gode, gamle neoliberalistiske dagsorden.
Udgivet første gang: Information 16. januar 2021
Det er fem år siden, Donald Trump gik i gang med at udfordre det republikanske parti og lægge billet ind på nomineringen som partiets præsidentkandidat. Dengang kaldte vi på denne plads Trumps forestående nominering for et forvarsel om ”klovnenes fascisme”:
”Klovnenes fascisme er en dystopisk forudsigelse af, at vi efter det liberale demokrati kommer til at se fascismens fjæs stikke frem igen. Nu dog ikke med den stærke mand på toppen af et stramt styret hierarki, men i en mere klovnagtig form, hvor magten både er stærk, men også bizar og fyldt med selvmodsigelser og overskridelser.”
Beskrivelsen passer vel ganske godt på den på én gang komiske og rædselsvækkende storm på Capitol Hill i Washington den 6. januar. De outrerede kostumer og forsamlingen af militærveteraner, shamaner og internettrolde har fået internettet til at eksplodere med sammenligninger og jokes, samtidig med at alvoren ironisk nok endelig ser ud til at være gået op for selv temmelig Trump-loyale republikanere.
Spørgsmålet, der melder sig nu, er selvfølgelig: Var det så det – eller kan vi forvente en mere organiseret og mere voldelig modstand ved Bidens indsættelsesceremoni? Og hvad med tiden efter indsættelsen? Kommer der mere højreorienteret terror?
Hvis scenerne fra den besatte kongres viste noget, var det vel, at Trumps hær er en uforudsigelig, udefinerbar gruppe. Udover den konkrete fare for liv og lemmer, er der imidlertid en anden fare forbundet med reaktionen på det farverige kupforsøg, nemlig at det bliver for nemt at afsværge de mest yderligtgående (og decideret patologiske) elementer blandt Trumps støtter og vende sig mod Biden og midten og den sunde fornuft. Som om, Trumps politiske bevægelse kunne kondenseres i en gakket abnormitet, der kan bures inde eller udstødes, så alle kan lade som om, det hele bare var en ond drøm.
Den gule bølge
Medierne i USA har længe haft enormt vanskeligt ved at forstå og forholde sig til den meget store del af befolkningen, der i større eller mindre omfang har bakket op om Trump. De mange reportager fra Trumps rallies rundt omkring i landet har ofte fungeret næsten som et naturprogram, hvor den modige tv-biolog bevæger sig rundt på savannen og beskriver den gådefulde art, som man her for første gang kommer helt tæt på.
Men ligesom med ”den gule bølge” herhjemme, der overraskede kommentatoriet i 2015, er det ikke nok at behandle så stor en del af befolkningen nedladende eller gøre grin med den. Dels er det strategisk dumt at fremmedgøre Trump-vælgerne endnu mere, dels kunne det jo være, at de faktisk havde noget at sige, som har været vanskeligt at høre for al støjen og den hårde retorik.
Samtidig er det dog heller ikke nok at forstå disse eksotiske indfødte som en gruppe med en helt særlig kultur, der også har ret til at blive hørt: ”Måske er det blevet for meget med den politiske korrekthed og respekten for minoriteter af enhver slags” osv. Som om, verden var opdelt i segmenter, der alle havde lige meget og lige lidt ret, og politisk kunst blot bestod i at lade alle komme til orde.
Fejlslagne revolutioner
Walter Benjamin skrev, at enhver fascistisk revolution er resultatet af en fejlslagen socialistisk revolution. Måske er det netop, hvad Trumps avantgardister repræsenterer: Der er en reel, materiel og økonomisk virkelighed bag den enorme utilfredshed i den amerikanske befolkning, men utilfredsheden er endnu ikke blevet taget tilstrækkeligt alvorligt til at kunne mobilisere reelle, politiske forandringer. Måske er der brug for lidt mere fortolkningskunst?
Hvad nu hvis det vigtigste ikke er, hvad Trumps vælgere siger og råber, men at de råber? Hvad nu hvis man kunne tage dem alvorligt ved at lytte til deres frustration og indlede en samtale med den forudsætning, at de har noget at fortælle, som hverken vi eller de selv endnu har kunnet artikulere?
Det er ingen stor åbenbaring for en psykoanalytiker, at en modstand eller en frustration eller en angst kan forskydes og sætte sig i helt andre problemer, men man løser ikke den slags problemer ved at tage forskydningens genstand bogstaveligt og alvorligt: ”Nå, du er bange for edderkopper? Men edderkopper er slet ikke farlige, kan jeg fortælle dig.” Forskydningen er samtalens udgangspunkt, men ikke dens mål. Det tager tid at afdække, hvor modstanden kommer fra.
I Sydafrika forsøgte man at hele landet efter apartheid ved hjælp af sandheds- og forsoningskommissioner. Man kunne frygte, at Joe Biden vil forsøge at hele USA ved at tage forsoningselementet fra denne proces og skyde sandheden til hjørne: Konsensus- og forsoningskommissionen. Måske er der faktisk brug for præcis det modsatte: En Sandheds- og Antagonismekommisision, der kan klargøre, hvor samfundets virkelige antagonismer befinder sig, så de kan adresseres mere direkte.