Hvorfor har Signe Molde brug for at lyve?
Udgivet første gang: Information 5. december 2020
”Signe Molde på udebane” viser sig at være temmelig meget på hjemmebane.
DRs nye satiresatsning ”Signe Molde på udebane” er på mange måder et ubehageligt bekendtskab. Det er på en måde givet på forhånd, i og med at programmets raison d’être er, at Molde vil fortælle ubehagelige vittigheder til dem, som vittighederne gør grin med. Men det er faktisk ikke helt det, der foregår. Der er noget mere på spil.
I det første program laver Molde sjov med LGBT+. Hun går ind i foreningen og dens medlemmer med træsko på og siger ”hej, jeg hedder Signe, jeg vil gerne tiltales med hun.”
Joken er selvfølgelig, at Molde er ciskønnet, hvilket vil sige én af det meget store flertal, der ellers aldrig har behov for at gøre opmærksom på, hvordan de gerne vil tiltales. Men når først LGBT+ personerne bliver taget i at undre sig over, at Molde er omstændeligt omhyggelig med ”sine pronominer”, er stikket allerede trukket hjem – for så kan seeren i ro og mag tænke, at disse tølpere ikke kan tage deres egen medicin.
Hvis ikke de kan forholde sig til, at folk beder dem om at bruge bestemte ord og ikke andre, hvorfor skulle vi andre så gøre det, når de kræver den samme venlighed af os?
Satiren er dermed kørt i stilling. Resten af programmet støtter op med Seinfeld-lignende krydsklipninger mellem Molde, der fortæller vittigheder om LGBT+ personer i en klassisk stand-up form med publikum, og andre sekvenser, hvor hun snakker med LGBT+ personer og genfortæller de samme vittigheder.
Publikum griner. LGBT+ personerne smiler så høfligt, de kan.
Løgnen
Præmissen for Moldes rejse ind i LGBT+ er, at hun er bange. Hun præciserer sin egen frygt flere gange i løbet af programmet: Hun er meget bange for at tiltale LGBT+ personer forkert. Der kunne jo opstå en pinlig situation, man vil jo nødig være dum.
Hun går endda over på den anden side af gaden, hævder hun, fordi hun simpelthen er bange for mødet med disse delikate skabninger.
Problemet er blot, at det faktisk virker oplagt, at der er tale om en løgn. Hvis Molde er kendt for noget som helst, så er det lige netop, at hun ikke er bange for pinlige situationer.
Som en række andre tidligere programmer er også dette baseret på, at her er én, der tør. Som programmet udvikler sig, bliver det da også mere og mere tydeligt, at den karakter, der ”er bange for at tiltale LGBT+ personer forkert” først og fremmest er en maske, som Molde ifører sig for at få programmet til at fungere. Den slags masker kan man i reglen iføre sig, fordi man kan støtte sig til forestillingen om, at de er meget udbredte.
Molde formulerer selv pointen: ”Jeg er sikker på at der er rigtig mange derude, som har det lige som mig”.
På den måde har Moldes løgn om, at hun er bange for at tiltale LGBT+ personer forkert den vigtige funktion, at seeren bliver inviteret med indenfor i programmet.
Der er endda reserveret en plads – for det anonyme publikum, der griner af Moldes standup-jokes, fungerer næsten som en form for avatar: Det er os, seerne, der sidder dér og griner stilfærdigt, men selvretfærdigt, gennem dem.
Latteren er naturlig og hjertelig i cirka samme omfang som dåselatter, og som Slavoj Zizek berømt har gjort det klart, er dåselatterens funktion at skabe en fornemmelse af noget, der ”objektivt” er sjovt, og som alle (eller netop de fleste) forventes at ville kunne grine af.
Stik modsat programmets officielle intention om at være ”på udebane” er dets opbygning således at fortælle fordomsfulde vittigheder om minoriteter til dem, der på forhånd forventes at ville finde dem morsomme.
Vi, seerne, er dem, der har opgaven med at være bange for ikke at kunne finde ud af det med at tiltale LGBT+ på den rigtige måde. Ligesom vi formodes at være dem, der generelt er uforstående overfor alt det mærkelige, der sker i verden nu om dage.
Sikkert grin
Freud beskrev i sin bog om vitsen, hvordan der næsten altid er en nederdrægtig trang til at ydmyge en anden i en vittighed.
Det formmæssigt elegante, men moralsk noget tvivlsomme, ved Moldes program er, at vi her får lov til at fortælle vores nederdrægtige vittigheder om minoriteter til deres ansigt, selvom vi stadig er på sikker afstand hjemme i sofaen.
Der er to lag sikkerhedssluser i mellem: Moldes møde med LGBT+ personerne på gaden genfortælles i det anonyme standup-rum, der igen fungerer som en skærm, hvorigennem seerne hjemme i stuen kan deltage uden at deltage. Prisen er blot, at man bliver forstærket i sine fordomme.
I stedet for at tale til sine ”ofres” selvironi taler ”Signe Molde på udebane” med andre ord til seerens mangel på samme.
Den vigtigste casting til programmet er castingen af seeren som den idiotiske Anden, der formodes at være bange for pinlige oplevelser med LGBT+ personer. Programmet bekræfter og forstærker denne frygt med interviewofrene, det mekanisk grinende publikum – og Molde selv – som rekvisitter.