Vi er alle minkavlere
Udgivet første gang: Information 21. november 2020
Hvad er det, vi genkender hos den desperate minkavler, hvis livsgrundlag er tæt på at forsvinde?
Nogle gange viser det universelle sig på en ubehjælpsom og kluntet måde. Næsten som om menneskeheden snubler sig ind i noget bedre.
Berømt er eksemplet med Berlinmurens fald, der vel næsten skete ved en bureaukratisk tilfældighed. Presset på hele den politiske konstruktion omkring muren havde naturligvis været der nogle år, men det var først, da en embedsmand ved en ellers lidt trist pressekonference kom til at sige, at man vist nok allerede nu kunne passere grænsen frit, at hele systemet brød sammen, og østtyskerne brød ud. Ingen var klar til det, ingen havde som sådan bestemt det eller kunne stå helt inde for det, men det skete, og muren faldt, noget nyt blev skabt.
Er det mon det samme, som er ved at ske i den på alle måder forviklede sag om minkavl i Danmark i lyset af den igangværende pandemi? At en række krydsninger og sammentræf, som ingen helt har haft styr på, pludselig har bragt os i en situation, hvor vi kan skimte en rigtigere måde at omgås dyr på?
Sædelighed
Mennesker har det med at opretholde deres liv gennem en række sæder og skikke, og inden for horisonten af det, ”man” nu engang gør, stiller man sig som regel ikke spørgsmålet om selve rammen for ens handlinger. Bankrådgiveren befinder sig f.eks. i et univers af indlån og udlån, renter, investeringer osv., og at kunne håndtere det indebærer en bestemt omgang med verden, som ikke er til diskussion, men fungerer som selve baggrunden for denne aktivitet.
På samme måde med minkavleren. Også han befinder sig en i livsverden eller ”sædelighed”, som det hedder i filosofien, der er gjort af et tykt netværk af erfaringer, traditioner, værdier osv. Når det universelle melder sig, gøres de partikulære rutiner og vaner, som hverdagen er bygget op af, imidlertid skrøbelige, hvilket kan skabe utryghed.
Siden regeringen begyndte at ryste i fundamentet for branchen, har vi da også kunnet høre adskillige reportager, der har set sagen fra minkavlerens perspektiv. Vi har hørt historier om selvmord og familier, der er ved at falde fra hinanden, for hvad er der tilbage, når man har mistet hele den platform, man stod på?
Greenpeace og andre har slået på minkbranchen i årevis, og i de seneste år er salget af skind dykket voldsomt, men i disse dage får branchen dødsstødet. Sært nok er det hele sket på baggrund af meget uheldige tilfældigheder. En coronavirus, der åbenbart har en særlig forkærlighed for mink. Siden en minister, der vist nok egentlig gerne ville redde branchen, men alligevel med bistand fra Statens Serum Institut krævede alle mink aflivet. Hvilket der viste sig ikke at være lovhjemmel for osv. Næsten som Berlinmuren: Måske er minkbranchen nu lukket, tror vi nok, eller… Hov.
Det universelle
Hele balladen om minken viser noget om, hvordan det universelle arbejder, og hvordan det nogle gange kommer bag på os.
Det universelle er ikke, som man kunne forfalde til at tro, et sæt af ophøjede love, der allerede ligger klar i ideernes himmel, og som vi skridt for skridt indser. Det er langt snarere det, at der pludselig slås en kile i en vane, en overleveret praksis, mens et nyt og mere sandt perspektiv synes at kunne anes: Kunne vi også være nogen andre end dem, der holder mink?
Det universelle kommer på en måde altid for tidligt, endnu uden nogen helt ved, hvad man skal stille op med det, og det viser sig først og fremmest ved det, at en partikulær livsverden ikke længere kan opretholde sig selv. Enhver virkelig universalitet er knyttet til sådan en destabilisering, og den tager ofte tager form af et uhåndgribeligt objekt eller problem, som f.eks. ”minken”. Fra at minken bare var en del af en ”way of life”, er den nu blevet en underlig, omstridt og utilpasset ekstremitet.
Minkavlernes mest patetiske, men måske også forståelige, træk i denne situation har været at puste sig op og hævde, at minkavl er et agtværdigt, gammelt erhverv osv., men det lyder pludselig mere hult og paradoksalt end nogensinde. ”Vores kære dejlige bløde mink blev brutalt slået ihjel af socialdemokratiet”, skrev en minkavlers kone f.eks. på Facebook – de mink, der lever deres korte, stressede liv i små bure, og som skulle ”pelses” næste uge.
Men måske er det faktisk muligt at have medlidenhed med dem, hvis livsværk og livsverden går i stykker, og på samme tid være fuldstændig på det universelles side? Måske netop ved at identificere sig med dem, der nu ikke mere problemfrit kan ”være sig selv” i deres umiddelbart givne livsverden.
Hvad nu hvis vi alle er minkavlere? Bliver vi ikke alle nødt til at indstille os på nye måder at producere mad og forbruge i det hele taget? Det kræver finesse at komme gennem den slags; akut hjælp til dem, det går ud over – krisehjælp og nødpakker – og alligevel en streng tiltro til det nye.