Institut for Vild Analyse blev oprettet i 2018 som det første institut under Filosofisk Fakultet.
Det er stedet for aktivistisk tænkning og teoretiske interventioner med udgangspunkt i den nyere filosofiske og samfundsanalytiske tradition for vild analyse. Instituttet underviser, organiserer, læser, samler, skriver og taler med en række forskellige stemmer. Det lægger samfundet på briksen. Ikke nødvendigvis for at forstå, hvordan det hænger sammen, men altid for at ændre det.
Instituttet baserer sig på klassisk vild analyse fra Marx, Freud og Lacan til nyere slovensk filosofi. Det går til grunden, og det går til yderligheder. Instituttet svarer ikke på noget i tiden eller løser på forhånd definerede samfundsudfordringer. Instituttet er utidigt.
Intet er for småt og intet for stort til at blive analyseret og endevendt. Instituttets emneområder strækker sig fra økonomiske konjunkturer i Sydamerika til din mor, fra klapsalvens psykopatologi til biopolitikmusik, fra feminisme til depressionisme. Instituttet er stedet for aktivistisk tænkning og teoretiske interventioner.
Der undervises efter de højeste standarder for tænkning, men samtidig er instituttet også en mulig ramme for skriveworkshops, diskussioner, symposier, studieture, foredrag med filosoffer og samtidsanalytikere fra ind- og udland, kunstinstallationer, digtoplæsninger, aktivisme, glæde. Instituttet er et ekkokammer i den mest positive forstand: Her er der lukket for tidens mantraer om selvudvikling, positiv psykologi, målstyret læring, konkurrenceevne, innovation osv. Og netop derfor er der åbent for noget andet. Noget nyt.
Institut for Vild Analyse (IVA) udspringer af det filosofiske kollektiv Center for Vild Analyse (CVA), der har eksisteret siden 2006. CVA består af fem filosoffer og eksisterer, når to eller flere af dem taler eller skriver i centerets navn. Centeret har skrevet to bøger (Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken fra 2009 og Særklasse fra 2012), haft sit eget radioprogram på Radio24syv og skrevet klummer i Information siden 2010.
I 2017 besluttede CVA, at det var på tide at udvide kredsen af aktive omkring vild analyse og inviterede derfor deltagerne i en lacaniansk læsekreds med til at grundlægge det, der blev til Filosofisk Fakultet og Institut for Vild Analyse. De ni grundlæggere fungerer som dekaner på Filosofisk Fakultet, dvs. med en principiel ret til at etablere nye institutter og drive opsyn med de eksisterende. Fakultetet og IVA blev begge officielt åbnet den 19. februar 2018 på baren HeadQuarters i Aarhus.
IVA og CVA er altså to forskellige institutioner. IVA er bredere og rummer både flere medlemmer og aktiviteter (bl.a. undervisning og læsekredse), og mens CVA optræder som et kollektivt subjekt kan medlemmerne af IVA optræde individuelt og gøre brug af deres tilknytning til instituttet efter de roller, de hver især spiller. CVA er i dag ét af de aktive medlemmer af IVA.