Når loven bryder loven
Udgivet første gang: Information 28. november 2020
Der udspænder sig i disse dage en intens diskussion om regeringens ulovlige håndtering af afviklingen af minkproduktion i Danmark.
Afbildninger af statsministeren i naziuniform præger både gadebilledet og de sociale medier, og i Venstre overgår den ene toppolitiker den anden i patetiske forsøg på at slå politisk mønt af situationen.
Bestyrtelsen er ikke set større siden det for et par år siden var omvendt, og det var Inger Støjberg, der blev afbilledet som naziofficer.
Man kan godt blive lidt træt, når de store, regeringsbærende partier skiftes til at begå fejl og lovbrud, som modparten finder så oprørende, at de har svært ved at finde ord, der er stærke nok. For er det ikke som om, den hellige forargelse også fremviser en pendulering frem og tilbage ind over det samme, politikforladte midtpunkt?
Det virker næsten som om, de regeringsbærende partier simpelthen glemmer, at de selv har brudt loven, og så lige får en kop kaffe og lidt koldt vand i hovedet, så de er klar til at være den chokerede uskyld selv, når deres modpart foretager sig noget lignende.
Balladen handler naturligvis om noget ekstremt vigtigt for et demokrati: Hvis ikke man kan stole på, at regeringen forvalter sit mandat i overensstemmelse med de grundlæggende spilleregler, kan et demokrati ikke opretholdes.
Alligevel er alt ikke sagt med forargelsen: Dels er det som sagt faktisk en relativt jævnlig begivenhed, at ministre overtræder deres beføjelser – og det er en begivenhed, der synes at følge det at have magt og forvaltningsansvar, snarere end en bestemt politisk overbevisning. Men det kan også være nødvendigt at tænke en mulig pligt til at overtræde loven: Hvis ikke der er denne mulighed for en moral hinsides loven, mister vi en afgørende dimension i tanken om ansvarlighed og handling.
Civil ulydighed
Immanuel Kant, én af det moderne demokratis filosofiske grundlæggere, var selv meget utilbøjelig til at opfordre til lovovertrædelser.
Tværtimod tilsluttede han sig Frederik den Stores berømte motto: ”Ræsonnér så meget I vil, men adlyd!” Alligevel var det umuligt for Kant ikke også at holde muligheden åben for, at det kunne være nødvendigt at tilsidesætte denne maksime.
I sit værk om Sædernes Metafysik gav han dette en fin og præcis formulering: ”Adlyd den autoritet, der har magt over dig (i alt, der ikke strider mod den indre moralitet)”. Hvad parentesen afslører er, at der for Kant utvivlsomt kan forekomme tilfælde, hvor det er ens pligt ikke at adlyde autoriteten eller loven.
Den minimale form for undtagelse til retssamfundets regler er med andre ord de tilfælde, hvor loven selv er umoralsk. Derfor har vi et begreb som ”civil ulydighed”, der ifølge filosoffen John Rawls er en ”offentlig, ikke-voldelig og samvittighedsfuld overtrædelse af loven” med det formål at frembringe en ændring i loven eller i en regerings administration af den.
Ulydig magt
Men én ting er borgernes modstand mod uretfærdige love – noget helt andet er naturligvis lovgiveres og forvalteres administration af de love og procedurer for lovgivning, de selv baserer deres magt på. Kan en minister undvige loven og de normale procedurer, hvis et særligt tilfælde kræver det?
Kan man fx forestille sig en situation, hvor en forestående terroraktion kun kan afværges ved brug af tortur mod et medlem af terrorbevægelsen – og at en justitsminister ville være moralsk forpligtet på at godkende torturen? Måske. Men ministeren ville efterfølgende skulle stilles til regnskab for sin handling alligevel.
Et retssamfund kan ikke reagere anderledes.
Cui bono?
Alligevel er det som om, det ikke er nok kun at betragte ulovlige handlinger ud fra deres manglende juridiske legitimitet.
Måske er det også værd at få overblik over, hvorfor politikere bryder loven? Når der er så stor og rørende enighed blandt de såkaldt regeringsduelige partier om både danske værdier, vækst, og ikke mindst Grundloven, kunne det måske være en ide at forstå dem ved at se på, hvad de lægger til grund for at overskride deres beføjelser.
Vi har ikke længere en åben diskussion af, om det kan være nødvendigt at overskride Grundloven (den forsvandt vel stort set med Enhedslistens afvikling af revolutionen i deres principprogram), men måske dukker spørgsmålet alligevel op som en form for det fortrængtes genkomst i de forskellige overskridelser, der rent faktisk finder sted.
Hvad er det for formål, der kan drive politikere til alligevel at sætte noget på spil og risikere deres position? Er det skattepolitikken, hårde linjer mod udlændinge, hensynet til stormagter, verdensfreden, klimaet eller folkesundheden?
Hvad nu hvis man kunne tegne en politisk profil for et parti ved ikke kun at registrere de love det får vedtaget, men også hvad der fik dem til at overtræde de love, de selv forvaltede?