Behøver man at elske sin krop?
Udgivet første gang: Information 10. oktober 2020
En lang række tiltag og bevægelser er i gang for tiden, som handler om at elske sin krop, som den er, også selvom den ikke lever op til de standarder, vi er blevet vant til fra reklamer, mode, porno osv.
Den såkaldte ”kropspositivisme” handler om, at kroppe, der ikke møder idealet, også skal have lov til at blive luftet, uden at deres ejere behøver at skamme sig.
Tænk f.eks. på popsangeren Jada, der viser sin krop frem, selvom den ikke er tynd og poppet, og har hår under armene, hvis det er det, hun vil.
Eller tænk på Ultras prisbelønnede tv-program, der på det seneste har fået en del omtale, ”Ultra smider tøjet”. I programmet viser voksne mænd og kvinder deres nøgne kroppe frem for børn, som så spørger løs om anatomi og involveres i diskussioner om kroppen og kropsidealer. Børnene introduceres til en mangfoldighed af nøgne kroppe med bramfrihed og humor.
Superspejle
Alle disse tiltag er gode, sympatiske og prisværdige. De modgår en tendens, der over de senere år har resulteret i nye former for skam og utilpashed over vores kroppe. På strandene, i omklædningsrum osv. ser man tendenser til mere tildækning, krav om flere skillevægge osv. Intimsfæren er udvidet.
Igen kan man give kulturens surreelle kropsidealer skylden: Ingen kan rigtig leve op til dem og til det, der postes på de sociale medier, formidles via realityprogrammer osv.
Kropsidealerne er en slags superspejle, der kun kan gøre os andre til uformelige klumper, og derfor bliver løsningen at pakke sig ind.
Men nu skal kroppene altså ud igen, mener kropspositivisterne. Spørgsmålet er bare, om det egentlig løser problemet.
På en måde er det et dejligt privilegie, hvis man er i stand til at elske sin krop, hvordan den end ser ud, men dette privilegie er allerede fanget i det, det forsøger at bekæmpe, for det at elske sin krop synes at betyde, at den skal vises frem og anerkendes af andre.
Man kunne også sige det sådan, at projektet stadig er afhængigt af spejlet eller ”spejlstadiet”, som Lacan kalder det, hvor man finder sig selv i sit eget spejlbillede på betingelse af en autoritet, der nikker godkendende til billedet.
Had og skam
Alle kroppe er lige smukke og gode, og de bør alle sammen kunne blive set og anerkendt, uanset deres former, farver osv. Så vidt så godt. Men behøver vi virkelig at elske vores kroppe?
At elske kroppen svarer i en vis forstand til at elske spejlstadiet og dets forskruede logik. Når jeg først er begyndt at acceptere, ja måske endda elske, mine deller, er der måske noget med mine øreflipper. Og når først dét problem er løst, må jeg lære at elske min vigende hårgrænse.
Spejlets logik er et spil mellem helhed og fragmentering. Det samler sig, og det falder fra hinanden. Og til sidst ældes vi og dør.
Hvad nu, hvis der bliver ved med at være noget skamfuldt over kroppen, som selvforkælelse og positivitet ikke løser op for?
Man kunne selvfølgelig sige, at så er man endnu ikke nået til det punkt, hvor man værdigt kan acceptere den, man nu engang er. Men der er også en anden mulighed, nemlig at der er noget sandt eller uundgåeligt over det, at der altid er noget, der mangler eller ikke kan være i spejlet. Med spejlet følger netop en vrangside eller det ”uspejlelige”, fra det pinlige, helt over i det ubehagelige ved bylder,
udposninger, sygdom, råddenskab og lort. Med andre ord er spejle på den ene side nødvendige for os, for overhovedet at have en forestilling om en krop, der har en sammenhæng, men de kommer også med den pris, at kroppen samtidig bliver noget, der flyder ud og fragmenterer og ikke fungerer, som den skal.
Pop vs. horror [/kropsnegativisme]
Så hvad betyder det? Måske skal vi gøre helt op med popmusikkens positive spejle, uanset om de får både tykke og tynde med, og acceptere, at det er umuligt ikke også at skamme sig over sin krop; at den rummer mere end det, der kan ses eller ”godkendes” i et spejl.
Er det f.eks. ikke det, hele horrorgenren leger med? Horrorgenren, med dens underlige både slimede, vanskabte og dæmoniske persongalleri, er på en måde en hyldest til de kroppe, der ikke kan rummes indenfor spejlets rammer.
Spejlet er begærets og forfængelighedens domæne, den evige refleksive undersøgelse af kroppen. Men horror går mere direkte efter kroppen som et slags restprodukt; dér hvor kroppen bare vandrer videre, hinsides forfængelighed.
Kropspositivisterne mener, at vi blot skal have flere deller, mere hår og nøgenhed på scenen, så det hele kan komme frem i sin naturlighed. Men hvad nu, hvis horror viser os, at kroppen selv indeholder en form for umulighed eller unaturlighed, og at det netop er dét, vi alle er fælles om?
Der er noget grufuldt ved det at være ”udleveret” til en krop, som ikke kan retoucheres væk, og som kræver kulturelle bearbejdninger, undersøgelser, samtaler osv.
Ingen kropspositivisme uden også en ”kropsnegativisme”.