Hockeystaven i det ubevidste
Udgivet første gang: Information 3. oktober 2020
Kan man sige noget sandt om sit eget svigt uden at vide det? Måske ved at bruge en metafor, man ikke har tænkt igennem.
Da Nicolai Wammen for nylig skulle forklare, hvorfor vi godt kan vente lidt endnu med rigtigt at gøre noget ved klimaforandringerne, brugte han et billede, som umiddelbart kunne virke eksotisk for den almindelige borger: Det hele kan illustreres ved hjælp af en hockeystav!
Selvom regeringen stadig bedyrer, at det er et erklæret mål at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70% i 2030, har den fundet ud af, at det kan gøres lidt mindre dramatisk, end de fleste vælgere måske troede, da de stemte den ind sidste år.
Vi kan godt vente lidt med for alvor at reducere CO2-udledningerne, hvis bare vi så er klar til at slå skruen til lige lidt før 2030. Grafen, der beskriver Danmarks reduktion af CO2 frem imod 2030, kommer med andre ord til at være temmelig flad de første mange år, men så til sidst kommer den til at knække og bevæge sig stejlt opad, lige som en hockeystav, så vi når det hele, som vi skal, blandt andet gennem udvikling af ny teknologi.
Klima og hockey
Det overraskende ved den socialdemokratiske udmelding er i grunden ikke, at regeringen begår faneflugt i forhold til den væsentligste politiske sag, vi står overfor i dag. Det overraskende er heller ikke, at det virker, som om socialdemokraterne faktisk tror på, at dette bytte af en egentlig politik for en teknologisk messianisme kan sælges til befolkningen som sund fornuft.
Det virkeligt overraskende ved historien ligger derimod i selve det billede, Wammen brugte til at illustrere sin forklaring. Hvorfor ikke bruge et billede, som ligger lidt tættere på vores sproglige hverdag? Hockey?
Sagen er den, at det ikke er første gang hockeystaven har været brugt som metafor for en kurve i klimadebatten. Tværtimod.
Hockeystavskurven er et etableret begreb for den model, som beskriver, hvor store problemer vi er i netop nu, i forhold til klimaforandringerne. Hvis man anlægger en kurve, som beskriver jordens temperaturforandringer de sidste 2000 år, så får man netop en hockeystav.
Kurven blev først beskrevet i en videnskabelig artikel af Michael Mann, Raymond Bradley og Malcom Hughes; den blev døbt hockeystaven af Jerry Mahlmann; og den blev for alvor gjort berømt af Al Gore, som havde den med i sin film An Inconvenient Truth.
Hockeystaven er så veletableret et billede på den klimakatastrofe vi står midt i, at man kan finde talløse tendentiøse forsøg på at underminere den fra diverse højreorienterede tænketanke og hjemmesider.
Men uanset hvor mange oliepenge, der bliver brugt på at miskreditere hockeykurven, så er det svært at forestille sig en mere smertefuld ironi, end at hockeystaven i Nicolai Wammens hænder nu er blevet et billede på, hvordan en dansk regering har tænkt at gøre så lidt som muligt for at forhindre den katastrofe, som i første omgang blev illustreret af det selvsamme billede.
Den martrende hockeystav
Det er faktisk så enestående et sammenfald, at det er svært at forestille sig, at det skulle være helt tilfældigt. Eller sagt på en anden måde. De ledende socialdemokrater har et alvorligt forklaringsproblem, hvis de ikke har hørt om den oprindelige hockeystavskurve.
Omvendt er det også svært at forestille sig at socialdemokraterne har så meget frækhed i sig, at de med fuldt overlæg vælger at bruge et af navnene for den klimakrise vi står i, til at beskrive deres undskyldning for ikke at gøre noget ved den.
Måske kan hockeystaven derfor kun virkelig forstås som en form for fortalelse.
Det er som om, regeringen har haft klimaproblematikkens dødsensalvorlige alvor i baghovedet, men samtidig har været optaget af et finde en måde at forklare sin manglende handling.
Billedet af hockeystaven er så dukket op som en slags kompromisdannelse: I første omgang er det blot en uskyldig metafor, grebet ud af en værktøjskasse af talefigurer og billeder for komplekse forhold. Med det billede, har socialdemokraterne tænkt, kan man vel komme igennem med det budskab, at vi har overvejet det hele grundigt, og at vi nok skal nå de vigtige klimamål alligevel med god, snedig, socialdemokratisk planlægning.
Men den virkelige besked, der formentlig undslap finansministerens bevidste forståelse, lå imidlertid i selve valget af den metafor eller den form, budskabet blev iklædt: Hockeystaven som klimametafor siger nemlig præcist det modsatte af det, han ville: ”Der er ikke mere tid, og hvis vi udskyder handling mere, får det uoprettelige og katastrofale konsekvenser.”
Det socialdemokratiske ubevidste har med andre ord spillet regeringen selv et puds: Da den forsøgte at signalere sund fornuft, greb den til en metafor, der tillod dens egen ubevidste viden at trænge igennem. Det svarer vel til at skrive en valgsang med et budskab om tillid, fordragelighed og klassekampens afslutning – på melodien fra Internationale.
Rejs jer fordømte her på jorden og sving hockeystaven.