Hvor længe tør vi blive siddende og vente på, at de andre reagerer?
Udgivet første gang: Information 17. oktober 2020
Det kan virke mærkværdigt, at verden er så langsom til at reagere på de ekstreme farer fra klimaforandringerne, der bliver mere og mere nærværende, jo længere tid der går.
I en årrække har miljøorganisationer og videnskabsfolk gjort opmærksom på, at vi grundlæggende godt ved, hvad det handler om og oveni købet, hvad vi skal gøre ved det – nemlig udlede mindre CO2.
Alligevel er det som om, alvoren ikke rigtig synes at være gået op for vores politikere. Den danske regerings nølen er med rette blevet påtalt af både støttepartier og organisationer, men der er samtidig selvfølgelig noget rigtigt ved, at det kan virke omsonst at kæmpe for forbedringer i Danmark, hvis EU og resten af verden ikke også følger med.
Det samme tænker man formentlig i Bruxelles – og i Washington og New Delhi og Beijing. Der bliver indgået aftaler og lavet planer, men det kniber med at omsætte dem til håndfaste reduktioner.
Som fire unge klimaaktivister for nylig gjorde opmærksom på, bliver det hele endda næsten værre end ingenting, når EU fx ikke medregner international flytrafik, shipping og fabrikker i udlandet i sit eget CO2-regnskab, så vi faktisk tror, at det ser bedre ud, end det i virkeligheden gør. Der er altid lige en måde at udskyde de helt store ændringer.
Augustins bekendelser
Men hvoraf kommer det? Hvorfor denne uformåen til at gøre det, alle efterhånden er enige om, må gøres?
Går man til den kristne tradition er konflikten mellem ”det gode, jeg vil” og ”det onde, jeg gør” en klassisk problemstilling. Kirkefaderen Augustin skrev i sine bekendelser allerede omkring år 400, at han godt kunne overbevise sig selv om, hvad han måtte gøre, men alligevel forblev bundet af sine tilbøjeligheder. Henvendt til Gud lød bekendelsen bl.a.: ”Du viste mig overalt, at du talte sandt, jeg var helt overbevist og havde intet at svare andet end sløve og søvndrukne ord som: ”Straks, lige straks, vent et lille øjeblik!”
Klimaforandringerne viser sig i dag efterhånden overalt, fra skovbrande i Californien over smeltende gletsjere i Grønland og tørkeramte flygtninge fra Afrika, men vi har intet andet at svare end ”Straks, lige straks, vent et lille øjeblik!”
Logisk tid
Men selvom frihedsproblematikken hos Augustin faktisk er temmelig delikat, er det alligevel som om, det er for lidt at forklare vores tøven individuelt, med dovenskab eller magelighed.
I klimapolitikken er det ikke så meget ens egen tøven, der er problemet. Det er de andre, den er gal med!
Det er som om, der altid kan henvises til, hvad de andre gør eller ikke gør som en slags argument for selv lige at afvente. Klimapolitikken har det med andre ord med altid at inkludere de andre i ens beregninger: Hvad nu hvis de andre ingenting gør? Så kan det jo være lige meget, hvad vi selv gør. Eller hvad nu hvis de andre finder en løsning, som kan bruges af alle? Så kunne vi jo lige så godt vente og bruge den også, når den engang er klar.
Lacan taler i en af sine tekster om ”logisk tid”. Ærindet er at vise hvordan visse former for logik involverer tid, hvilket ret beset er en ret radikal påstand, idet logik ofte hævdes at tilhøre en tidløs sfære. Lacan viser imidlertid, at det at regne ud, hvad man selv skal gøre, ofte involverer komplicerede beregninger af, hvad andre gør. Tøver eller haster den anden med at handle og hvorfor? Har den anden gennemskuet mig, eller har jeg gennemskuet ham?
Lacan bruger som eksempel en gammel selskabsleg, hvor tre fanger skal regne ud, hvordan de slipper ud af deres fængsel, men hvor ingen af dem kan nå frem til det rigtige resultat uden at tage højde for, hvordan de andre reagerer på forskellige mulige scenarier undervejs.
Et mere velkendt eksempel finder vi i kortspillenes verden, hvor selve det, at min modstander skal bruge lang tid på at tænke over, hvilket kort han skal spille, i sig selv indebærer en information til mig om de kort, han sidder med. (Det kunne for eksempel være, at han kan vælge mellem at spille to rigtig gode kort ud, men mere sandsynligt sidder han og sveder over to lige dårlige muligheder.)
Banecykling
Er klimapolitik ikke også blevet til en indviklet omgang spilteori? Alle afventer hinandens reaktioner, ikke for at løse en gåde og være først til at skride til handling som i Lacans eksempel, for vi kender gådens løsning (vi skal have skåret ned på udledningen af CO2), men snarere for at se, om ikke der er nogen andre, der reagerer på løsningen først.
Klimapolitikkens spilteori minder derfor måske faktisk mere om sprinten i banecykling: Det handler om at vente så længe, at den anden tvinges til udfald og tager risikoen. Måske er det mest ynkelige udkomme, man kan forestille sig af sådan et væddeløb, at cyklerne til sidst går helt i stå og alle falder af.