Tumpernes tragedie
Den tragikomiske alliance mellem tumperne og naturvidenskaben har lidt et alvorligt nederlag. Hvem skal redde os nu?
Udgivet første gang: Information 21. august 2021
For 23 år siden skrev en flok behjertede græsrødder et manifest under parolen ”Skal tumperne redde verden, når nu de kloge ikke vil?” Her beskriver ”tumperne” sig selv som en slags ærlige og måske lidt naive sjæle, der som regel bliver grinet af og overset, men som i det lange løb ofte vil vise sig at have ret:
”Tumperne falder hele tiden over verden som den er, derfor glemmer de den heller aldrig. De bliver hele tiden mindet om andet end dem selv. De har ikke andet at gøre end at elske verden og naturen som den er.”
Som eksempel på tumper gennem historien nævnes bl.a. Tvinds pionerarbejde med vindmøller – der blev afvist af Energiministeriet med den begrundelse, at vindkraft ikke ville få nogen betydning i Danmark – og de første økologiske landmænd, der ikke ønskede at fortsætte forureningen af grundvandet med pesticider. ”Som sande tumper blev de gjort til grin”, som det hedder. Manifestet rummer en sandhed: Når det gælder miljøpolitik, virker det som om, at det altid i starten kun er tumperne, ogginokkerne og nogle knoldesparkere her og der, der gider engagere sig.
Miljøproblemer behandles som regel af de fleste meget længe ud fra en form for ikke-villen-vide.
Langt de fleste tænker, at tingene er langt mere komplicerede end tumperne forstår. I modsætning til tumpernes intuitioner har denne benægtelse altid haft gode muligheder for at blive artikuleret, finansieret og promoveret.
Samme år, som tumpernes manifest udkom, skrev Bjørn Lomborg fx de kronikker i Politiken, der skulle etablere ham som en frelsende engel i årtier for alle, der ønskede en undskyldning for ikke at ændre noget af betydning i hverken politikken eller deres egne liv. ”Drivhuseffekten er yderst tvivlsom” hed det bl.a. i den første af disse kronikker, og Lomborg indledte med dem sin karriere med meta-argumenter for, hvorfor det hele ikke skal tages så alvorligt. Hvis klimakampen var en kamp mellem Lomborg og tumperne, vandt Lomborg den overlegent.
Blafrende udråbstegn
Klimakampen blev i mange år kæmpet af en tragikomisk alliance mellem tumperne, der ikke kendte videnskaben godt nok til at overbevise andre om dens resultater – og naturvidenskaben, der i sit inderste væsen er imod alarmisme og aktivisme, og derfor ikke kunne få sig selv til at råbe, så det ikke kunne misforstås.
Tumperne var udråbstegnet efter videnskabens konklusioner. Men det blev aldrig hørt. Konklusionerne blev læst, men straks relativeret af Lomborg og hans borgerlige beskyttere, så alle kunne sove videre, mens udråbstegnet blev efterladt alene, blafrende i vinden og fraskrevet enhver saglighed. Alligevel bevægede jorden sig, som Galilei engang formulerede det.
Tumperne blev afløst af ”klimatosserne”, der i 2019 blev navnet på dem, der ikke længere kunne sidde overhørig, at klimaforandringerne var ved at blive så åbenlyse, at vi måtte gøre noget. Det var ikke tedrikkende hippier og trækrammere, men i høj grad helt almindelige middelklassevælgere, der ikke længere kunne lade som om, de ikke vidste noget.
Måske fordi deres børn var begyndt at stille for mange spørgsmål, eller også simpelthen fordi evidensen blev for overvældende? Med klimatossernes valgsejr skulle man så tro, at klimahandling ville blive det nye normale. I stedet sendte Socialdemokratiet os en hockeystav og en klimaminister, hvis største politiske engagement hidtil var i valget af flæskesteg som nationalret.
Tumpernes tid
Det kan godt være, at mange af de ting, tumperne satte i søen, er blevet en del af den almindelige konsensus og accepteret som nødvendige spørgsmål. Men hvis man håbede på, at normalitetens repræsentanter ville overtage stafetten og sikre, at de mange bekymringer, mange har gjort sig i mange år, nu ville blive taget alvorligt, tog man fejl. Det er ikke kun det danske socialdemokrati, der har inkarneret denne udvikling – vi finder lignende tendenser over store dele af verden.
Måske kan man overhovedet sige det sådan, at tumpernes tid er forbi. Nutidens tumper og tosser ser ikke sig selv som nogen, der fifler lidt rundt med vindmøller i sjove farver, men f.eks. som ”Extinction Rebellion”, og de præges af mere desperation og konfrontation.
Måske er loven bag tumpernes virkningshistorie slet ikke den, at tumper bliver afløst af lidt mindre sværmeriske tosser, der så endelig får de normale til at reagere og gøre noget ved problemet. Måske skal der tværtimod en vis galskab til for at løse dette problem? En disruption, hvis galskab består i rent faktisk at tro på det, vi allerede ved – og derfor gennemtrumfer deciderede opgør med den verden, der bliver ved med at køre videre mod katastrofen?
Skal vi endda håbe på, at de gale når frem, før kynikerne tager over? Hvad sker der, hvis det bliver Putin, Taleban og Kinas kommunistiske parti, der skal løse klimaproblemet?