Alene med lystprincippet
Vi længes efter det ekstreme og det kompromisløse liv. Så længe det ikke laver om på det normale og det behagelige.
Udgivet første gang: Information 24. april 2021
Ønsket om at komme væk fra det hele er måske netop nu stærkere end nogensinde før. Væk fra hjemmekontoret naturligvis, væk fra skærmen, væk fra den daglige trummerum, væk fra den bizarre, moderne verden med dens obskøne blanding af kedsomhed og komplicerede spørgsmål. Som når man netop har opdaget, at man kan få varer leveret på sit dørtrin, og man så finder ud af det, man egentlig godt vidste, nemlig at det hele bygger på urimelige arbejdsvilkår og brutal udbytning.
Vi vil gerne ud og væk. Som en Lars Løkke Rasmussen, der sidste år tog på rejse over Atlanten sammen med andre kendisser, fordi han havde brug for at ”trække stikket” og tage en ”mental pause” – eller som deltagerne i Alene i vildmarken, der søger den dybe, eksistentielle konfrontation med sig selv og de egentlige værdier i livet. Tidens reality-tv spejler vores begær efter at komme ud, efter at komme nærmere det konkrete, som at rebe sejl eller lave mad i en skramlet kabys, og nærmere det essentielle i form af et mere autentisk og gennemtænkt liv. Programmerne åbner for verden, men kigger man nærmere efter, kan man se, at de også gør noget andet og helt modsat: De lukker ned.
Lystprincippet
I Alene i vildmarken er det især overlevelsen, der er i fokus. Her skal man finde ly, bygge shelter og fange fisk. Man kunne sige, at det jo netop er det, der gør programmet spektakulært. Det viser noget andet end hverdagens trummerum og puster Norges kulde og vilde vidder lige ind i vores stuer. Sandt nok. Eller hvad? For hvor dramatisk er det egentlig?
Deltagerne i Alene i vildmarken reduceres til det, Freud ville kalde ”lystprincippet”, og som handler om at undgå ulyst. Du er sulten, du skal have noget at spise. Du er træt, du skal sove. Du skal skide, find et egnet sted. Programmet handler om det basale, og om, hvordan man overlever uden alle moderne hjælpemidler. Det handler om liv og død – bortset selvfølgelig fra, at døden er erstattet af en lægebåd, der står klar.
Med andre ord er præmissen snarere: Hvor langt kan vi komme væk fra kulturen og teknologien uden for alvor at sætte det hele på spil? Resultatet bliver netop ikke liv og død, men snarere glidningen fra livet over i en langsommelig, zombielignende trance, der kommer med sulten. Når intet andet sker end plejen af fundamentale behov, flyder livet stille over i en dødlignende tilstand.
Dødsdriften
Måske handler programmet dermed ikke kun om at slippe væk fra det moderne liv – men om at slippe væk fra det, psykoanalysen kalder for dødsdriften. Hvor lystprincippet handler om at tilfredsstille behov og opretholde livet, selv når det til sidst kan minde om døden, så tilsidesætter dødsdriften ethvert hensyn til liv og død. Dødsdriften handler om at sætte sig noget for, bide sig fast, uanset hvad det så måtte have af konsekvenser. Den går ”hinsides lystprincippet”, som det hedder hos Freud.
Men dødsdriften er lige netop det, vi aldrig ser i vildmarksprogrammerne. Vi ser ikke mennesker, der er villige til at kæmpe for en idé, men mennesker, der skal overleve så længe som muligt. Der sker en masse i Alene i vildmarken, men samtidig sker der overhovedet ikke noget, blot den evindelige gentagelse af dage og sult. Samtidig er programmet en bekræftelse af normaliteten, som deltagerne kan vende tilbage til som en form for paradisisk hjemkomst: Det hele er der jo, i vores almindelige liv, vi skal bare huske at påskønne det.
Overjeg
Man kunne nu indvende, at programmerne i det mindste handler om deltagernes dybe, eksistentielle overvejelser. For hvad skal man stille op som falleret kendis, eller som ægtepar i midtlivskrise, eller som ung mand med livet foran sig? Men det er bemærkelsesværdigt, at alle de moralske overvejelser, som programmernes deltagere ”spontant” kommer på undervejs, handler om, hvorvidt de nu har gjort det godt nok, om de er nok for familien derhjemme osv. Også her er en reduktion på spil.
En gammel kobling mellem naturen og overjeget sættes ind – både på Atlanten og i vildmarken. Naturen er ”castet” i rollen som det sublime, dvs. det storslåede, barske landskab eller det uendelige, rullende hav. Det sublime viser mig noget, der er større end mig selv, men hvad er det, der umiddelbart er større end mig selv og som udviser grænseløs aggression mod mig? Det er naturligvis overjeget. Er det ikke også det, vi slubrer i os, når vi ser programmet? Vi vil se mennesker, der ruskes igennem af regn, storm og kæmpebølger. Det er en form for salig masochisme, vi tager del i. Vi er ikke nok for familien, for hinanden, for naturen. Overjeget producerer moral, men ikke i form af udsyn mod verdens reelle konflikter og kampe, snarere som kravet om indre selvarbejde.
Måske er det ikke så underligt, at det er så hyggeligt at se programmerne, for her får vi lystprincippet uden dødsdrift. Og overjeget uden reel etik.