Mørk optimisme
Vi har brug for en optimisme, der bygger på kunsten i at kunne vandre i mørket.
Udgivet første gang: Information 19. december 2020
Vi står nu igen til halsen i Covid-19 problematikker, hvilket fanger os i en uforløst spænding mellem pessimisme og optimisme. Der er stigninger i smittetal, og der er netop indført skrappere restriktioner, som helt sikkert har fået manges humør til at dykke. Vi er trætte. Der er ingen gode nyheder, klager vi. Der er død og ødelæggelse. En vaccine mod Covid-19 er dog ved at være på trapperne, hvilket tænder en lille glød. Vi længes efter det normale, efter at tingene kan vende tilbage til det vante.
Spørgsmålet er, om vi skal lade os nøje med denne fattige optimisme?
Optimisme
Måske kunne man hævde, at en anden optimisme er mulig. Ikke en optimisme som ligger i fejringen af en mulig tilbagevenden til normalen. Men en optimisme, der tager fat i nogle af de mest grusomme sider af det, vi har været udsat for. I stedet for at være optimistiske omkring at slippe ud, skal vi måske være optimistiske i forhold til, at vi faktisk indtil videre har kunnet være i det. Måske skal vi ikke hylde en optimisme, der bygger på lyset for enden af tunnelen, men omvendt på kunsten i at kunne vandre i mørket.
Selvom det næsten virker banalt, er det vigtigt at holde fast i, at vi som samfund har ageret disciplineret på en temmelig voldsom udfordring. Der er blevet nedlagt forsamlingsforbud, maskepåbud osv., og vi har endda kunnet suspendere den forkætrede økonomiske bundlinje. Som Slavoj Zizek har formuleret det, så kan man selvfølgelig godt forstå disse handlinger som led i en simpel reducering af samfundet til ”ren overlevelse”, men samtidig må man, insisterer han, anerkende de ”etiske mirakler”, der på samme tid har fundet sted. Vi er i gang med at gøre ting, ingen havde troet var mulige.
Solidaritet…
Naturligvis er en tilbagevenden til normalen tiltrængt, ikke mindst fordi det ville betyde, at vi har kontrol over en forfærdelig sygdom, men hvorfor egentlig lade et moment som Covid-19 gå til spilde? Der er elementer af det, vi oplever netop nu, som en mere kamplysten venstrefløj burde arbejde på at udbygge. F.eks. med baggrund i den helt simple kendsgerning, som pandemien har understreget, at det personlige helbred afhænger af, hvordan resten af samfundet klarer sig helbredsmæssigt. Man kommer ikke igennem en pandemi som individ. Man gør det som samfund.
Måske er det netop nu, det er muligt at foreslå flere og mere vidtgående progressive projekter? Hvorfor ikke udnytte det momentum, der ligger i håndteringen af Covid-19, til også at skabe fremgang i forhold til bekæmpelse af klimaforandringer? Hvorfor ikke tænke andre former for produktion, som er knap så sårbare overfor markedet og mistede konkurrencefordele, f.eks. andelsbevægelser? Venstrefløjens ideer om ”det fælles”, solidaritet osv. har aldrig været så aktuelle som nu.
…eller paranoia
Hvis momentum ikke udnyttes, vendes det muligvis om i sin modsætning, som vi f.eks. har set det i USA. Begrænsningen i de personlige friheder føles som endnu et led i en form for ydmygelse. Gennem sære krydsninger og tilfældigheder opstår der forestillinger om statens overgreb, næret af en underskov af paranoide forestillinger. Bitre farmere, ”anti-vaxxere” og mere outrerede konspirationsteoretikere har alle det tilfælles, at de ikke stoler på, at det giver nogen mening at engagere sig i en større solidaritet. De føler sig presset af en larmende, korrupt og uretfærdig verden. Derfor holder de stædigt fast i deres ”way of life”. Deres optimisme kan ligge på et meget lille sted.
Måske bør vores mål ikke være at overbevise dem, der føler, verden er gået i stykker, og bilde dem ind, at det hele nok skal blive godt igen. Kan tingene blive værre, end de er nu? Ja, sagtens. Der er al mulig grund til pessimisme. Men Covid-19 viser noget om, at vi kan klare det. Kunne man ikke næsten anskue det sådan, at vi er blevet belemret med sygdommen som en slags øvebane, der har stillet os overfor helt absurde udfordringer i forhold til vores hverdag.
Som når Kåre Mølbak belærer os om, hvordan vi skal gå rundt om juletræet juleaften. Det skulle være nok til at få de fleste til at fare i flint. ”Rør blot ikke ved min gamle jul”, som det hedder. Men det er jo netop det, vi er i gang med. Vores måde at leve på må ændres, hvis vi skal skabe en ny verden ud af brokkerne af klimaforandringer, globale spændinger osv., og det kan gøres, især hvis det er båret af stærke ideer om lighed, retfærdighed og sammenhold.
Venstrefløjen har ikke brug for mere pessimisme, i betydningen mere selvkritik og måder at undgå at risikere alt for meget i forhold til vælgernes gunst. Den har heller ikke brug for en falsk optimisme og løfter om, at alt nok skal blive fint igen. Snarere har den brug for en optimisme, der går på modet til at tage fat i radikale udfordringer.