Til tingen selv! - Et interview om vild analyse

Kasper Porsgaard interviewes af Rasmus Rask Jepsen

RR: Hvad er vild analyse?

KP: ’Vild analyse’ er navnet på to ting:

1. Det er navnet på den form for psykoanalyse som Freud udpegede og specifikt advarede imod.

2. Det er navnet på det, som Institut for Vild Analyse beskæftiger sig med.

Der er givetvis en sammenhæng mellem de to begreber, spørgsmålet er bare, hvilken den er.

Jeg formoder, at (2) ikke fuldkommen kan udledes af de betydninger og ideer som ligger i (1). Derfor må forsvaret for (2) formentlig tage form af et manifest mere end en decideret udredning eller afklaring. Sagt på en anden måde kan IVAs vilde analyse ikke forsvares i form af en hermeneutisk tilbageførelse til en tradition eller et sæt af vedtagne procedurer – den universitetsdiskursive form for bevisførelse er udelukket her.

I stedet må etableringen af et svar involvere et vist element af en mestergestus, et udfald, et manifest, en satsning. Lad os alligevel starte med det historiske rids.

Freud udpeger begrebet ’vild analyse’ i artiklen af samme navn. Begrebet bliver i grove træk brugt om en dårlig og uskolet psykoanalytiker. ’Vild’ betyder altså noget i retning af ukontrolleret, uskolet, udisciplineret, ukultiveret. På fransk hedder vild analyse meget passende ’analyse sauvage’.

Den vilde analytikers måde at gebærde sig på er tilsyneladende forkert på to måder: 

For det første foretager han for hurtige, for grove, for standardagtige og for radikale fortolkninger af patientens symptomer.

En kvinde, der for nylig er blevet skilt fra sin mand og som lider af gentagne angstanfald, bliver lynhurtigt diagnosticeret som lidende af mangel på seksuel tilfredsstillelse. Hun bliver derfor beordret til enten at masturbere mere, få sig en elsker eller simpelthen gå tilbage til den tidligere ægtemand. Den vilde analytiker lytter for lidt, går alt for hurtigt frem og har en for grovkornet forståelse af seksualitet i det hele taget.

For det andet begår den vilde analytiker den fejl ikke at lade overføringen træde i arbejde. Han meddeler bare sin fortolkning og sin løsning til patienten uden videre. Så selvom denne fortolkning og disse løsningsforslag muligvis var helt korrekte, betyder hans måde at finde frem til dem på og overlevere dem til patienten, at hans arbejde kommer til at have den forkerte virkning.

Enten medfører det en decideret modstand i patienten, måske kombineret med en negativ overføring mod analytikeren, eller også falder fortolkningen simpelthen på gold jord; patienten forstår, hvad der bliver sagt, men det påvirker ikke patientens indre drivkraft mod at arbejde med sig selv og sine symptomer.

Analytikerens fortolkning bliver, som Freud siger, som at udlevere menukort under en hungersnød. Kunden forstår, hvad retten består af, men det stiller ikke sulten.

RR: Den vilde analytiker gebærder sig på to tilsyneladende to forkerte måder, skriver du, fordi hans fortolkning 1) er for hurtig og 2) overleveres forkert (uden overføring) til patienten. Hvorfor er disse to tilgange kun tilsyneladende forkerte?

KP: En fortolkning der er for hurtig og overleveres til patienten uden hensyntagen til overføringssituationen ER forkerte, fordi de på den ene side risikerer at afspejle analytikerens egne fordomme og neuroser, og fordi den på den anden side medfører en manglende kontrol over effekten af at levere fortolkningen.

Når vi taler om vild analyse på denne måde refererer vi igen til Freud, og ud fra den freudianske tilgang ER denne tilgang forkert, slet og ret. Det er derfor, at man for at forsvare den vilde analyse i hvert fald i nogen grad først er nødt til at omdefinere, hvad vild analyse overhovedet er.

RR: Det ”vilde” i den vilde analyse kan forstås som noget uskolet, ukontrolleret eller ukultiveret, skriver du. Betyder det, at det ikke kræver skoling at blive god til at lave vilde analyser? Skal vi smide teoribøgerne ud, stoppe med at gå i skole?

Nej, vi skal ikke smide teoribøgerne ud og stoppe med at gå i skole. Vi skal bare bruge teoribøgerne og skolen på en anden måde, end man traditionelt bruger bøger og skoler. 

Traditionel undervisning tenderer mod at tage form af enten en mesterlære eller en procedurel/teknisk skoling. Mesterlæren kender vi fra håndværksfagene, hvor lærlingen observerer sin mester og efterhånden begynder at gøre som han gør. Den procedurelt-tekniske læring kender vi især fra de boglige uddannelser, hvor faglig autoritet erhverves ved at kunne henvise til en vedtaget metode, et sæt af retningslinjer, et kodex osv. Begge former for autoritet må den vilde analyse nødvendigvis give afkald på: 

Den første, fordi ingen psykoanalytisk mester, der er værd at følge, nogensinde har sanktioneret vild analyse som praksis. Og omvendt: Hvis der virkelig var en rent vild analytiker i freudiansk definition (og det har der været), ville vedkommende ikke være værd at tage som mester.

Den anden, fordi ethvert forsøg på at gøre den vilde analyse til en nedskrevet metode enten vil medføre, at analysen ikke længere er en psykoanalytisk ’analyse’ (iflg. Freud), eller at den ikke længere er ’vild’ (qua uskolet).

Hvor stiller det da den vilde analyse? Jeg tror, det stiller den et sted mellem den tekstnære bevisførelse og den mestertro proselyt.

Den vilde analyse indebærer en overidentifikation med mesteren – ikke ved at lure hans fantasier af og hjælpe ham med at skjule sine fejl og mangler for omverdenen. Snarere tager den vilde analyse form af en stærk identifikation med det korpus af signifianter – den mængde tekst og tale – mesteren har produceret. Find frem til hvad Freud har sagt, hvad Lacan har sagt, hvad Žižek og slovenerne har sagt. Udnyt det! Gå til Tingen selv!

Med andre ord skal vi fortsætte med at læse bøger og gå i skole. Ikke som lade børn med blikket rettet mod vinduet, hvorigennem skolegårdsuret langsomt anes, sneglende sig vej mod det næste frikvarter. Snarere med dydsmønsterets interesserede mine, når han sætter sig helt oppe foran læreren for at aflure alle ansigtstrækkene, betoningerne og noterne i marginen af hendes lærebog. Og snarere med den opildnet, glædesfyldt grusomme mine, som en hel klasse af skolebørn kan have, når de netop har fået en ny vikar ind ad døren og blot venter på lejligheden til at bruge ethvert af hans ord imod ham.

RR: Hvad har alt dette med Institut for Vild Analyse at gøre?

IVA er formentlig først og fremmest inspireret af Slavoj Žižeks omgang med samtidskultur og filosofi. Žižek viser, hvordan de psykiske paradokser lever derude, i samfundets mennesker, men også i dets produkter, ideologier og institutioner. Han foretager fortolkninger på et materiale, der ikke associerer frit (kulturen associerer ikke frit), og som derfor er tvangsindlagt til blot at blive observeret og fortolket som et patologisk tilfælde.

Žižek antager altså på forhånd, at samfundet er patologisk, og han drister sig desuden til uden videre at levere fortolkningen. Han tager ofte Freud eller Lacan meget bogstaveligt og bruger deres helt konkrete analyser af ting og sager til at analysere samfundets ting og sager.

Som med Irakkrigen, hvor han siger, at det er ligesom med Freuds eksempel den lånte kedel. Žižek bruger standardeksempler fra Freuds eget værk som udgangspunkt for analyser. Ligesom han bruger standardformuleringer fra Lacan som udgangspunkt for analyse af en samfundskonfiguration.

Det gør IVA også.

Der er også et politisk-institutionelt knudeværk på spil i udformningen af IVA. Psykoanalysen har været i miskredit, både indenfor psykologien, samfundsvidenskaben og de æstetiske videnskaber (måske knap så meget i sidstnævnte, men alligevel).

Hvorfor overhovedet beskæftige sig med psykoanalyse? Det er ikke forbundet med status at kalde sig selv psykoanalytiker i Danmark. Det vækker med det samme associationer til vamle mandlige psykoterapeuter med hang til seksuelle overgreb.

Men måske er ’vild analyse’ netop udtryk for en sådan overidentificering som også Žižek har interesseret sig en del for i sit værk. Overidentifikationen med en position indebærer, at man meget nemt kommer til at udstille dens kontingens, dens svagheder og mangler.

Den vilde analyse overidentificerer sig med psykoanalysen på den måde, at den etablerer en distance både til det samfund, der ser med skepsis på psykoanalysen, og til de traditionelle disciple af den egentlige psykoanalyse selv. Den vilde analyse finder et mellempunkt, en persona-non-grata-position, at stå i.

Overidentifikationen er ligesom den stalintro undersåt, der midt under et møde i Sovjets centralkomité bralrede op for hurtigt, for voldsomt og for sandt. Da flere medlemmer af Partiet netop har ytret forsigtige og moderate kritikker af formand Stalin, rejser undersåtten sig op og siger: ”Ingen kritiserer vor formand Stalin!”

Som Žižek pointerer, kan man være rimelig sikker på, at de to kritiske medlemmer af partiet snart på mystisk vis vil forsvinde fra jordens overflade. Der er bare også en anden ting, man kan være endnu mere sikker på, nemlig at ham, der ytrede forsvaret for Stalin, forsvinder. For det var ham, der bevægede sig for tæt på Tingen.

Den vilde analytiker går ligeledes tæt på Tingen. Den vilde analyses credo er således: 

Til Tingen selv!

RR: Overidentifikation med psykoanalysen. Du laver jo her en vild analyse af, hvad det vil sige at være vild analytiker! Sidste spørgsmål: Du nævnte tidligere, at Žižek analyserer Irakkrigen ved at benytte sig af Freuds eksempel om den lånte kedel. Hvad går det ud på?

KP: Žižeks bog om Irakkrigen fra 2004 er et kongeeksempel på en vild analyse. Žižek henter en række konkrete eksempler ud fra Freuds korpus af tekst, bortfører dem så at sige fra deres oprindelige kontekst, og sætter dem direkte ned i Irakkrigens kaotiske kontemporære landskab.

Helt konkret handlede Freuds eksempel med den lånte kedel om en mand, der havde lånt en kedel af en anden mand, og som leverede den tilbage i ødelagt tilstand. Lånerens forsvar tog form af tre forskellige indvendinger, (1) Jeg har aldrig lånt din kedel, (2) kedlen var allerede ødelagt, da jeg lånte den, (3) jeg leverede den tilbage i intakt form.

Freud siger: alene mængden af modstridende svar viser med al tydelighed at forsvarene er symptomatiske og drejer sig om at dække et eller andet til – i dette tilfælde det faktum, at låneren havde lånt kedlen, havde ødelagt den og leveret den tilbage i ødelagt form.

Žižek siger: Det er det samme med USA's retfærdiggørelser for krigen i Irak. (1) Vi har aldrig invaderet Irak, det var bare en militær intervention. (2) Det var ikke os, der smadrede Irak, landet var allerede i stykker, da vi invaderede det. (3) Landet er ganske vist smadret af vores invasion, men det er da i bedre stand end da vi overtog det.

Vi kan koble denne vilde gestus fra Žižek tilbage til Lacan, der havde for vane at læse Freud ekstremt tæt og bogstaveligt. Og vi kan igen koble selvsamme vane tilbage til Freud, der havde for vane at lytte meget tæt, bogstaveligt og mikroskoperende til sine patienters tale. Kunsten er, kunne man sige, at tage tingene ud af kontekst.

At gå til Tingen selv, ved at tage tingene ud af kontekst. Dét er psykoanalysens andet credo!