Køn og paranoia

Om frygten for navneskift, en mand i kjole og kønnet som mere end biologi.

Af Jakob Rosendal

 Udgivet første gang: Politiken 27. december 2020

Når det kommer til køn, er visse debattører hurtige til at anklage anderledes tænkende for at lide af vrangforestillinger. Men hvad siger den frygt, der kommer til udtryk i disse anklager, om deres egne forestillinger om køn?

Kønsdebattørernes frygt for køn

Med jævne mellemrum udtrykker en stribe debattører sig om, hvor galt det står til, når det kommer til forståelsen af køn. Ja, det kan faktisk stå så galt til, at intet mindre end hele vores civilisation er truet. Truet af trans-personer og identitetspolitik, af feminister og  folkeskolens feminisering, af socialkonstruktivisme, Butler og Foucault og (kulturel) marxisme, af akademia og endelig bare generelt af samfundsudviklingen.

Frygtet barn har åbenbart også mange navne. Men i alle tilfælde skulle det ifølge debattørerne dreje sig om kræfter, der med vrangforestillinger eller endda ønsker om revolution skulle have samlet sig mod samfundet, sandheden og/eller virkeligheden.

De opfattelser kan man finde formuleret i mere eller mindre stærke vendinger i nyere debatindlæg af Eva Selsing, Mikael Jalving og Lone Nørgaard og Kåre Fog. Fælles for disse debattører er en opfattelse af, at der findes to køn, der er klart adskilte, og at køn er biologisk. Enten udelukkende biologisk eller i det mindste grundlæggende biologisk, således at en ren biologi kan siges at bestemme os som et af to køn.

Må vi således forstå, at transkønnede og interkønnede strider imod virkeligheden? At de nærmest per definition er samfundsnedbrydende? Og det bare i kraft af, at de ikke passer entydigt ind i de to kategorier eller toiletdøre, der skulle være de sande? 

Det ser sådan ud. For når en mand som sangeren Harry Styles går i kjole, så står “verden” ikke længere – i hvert fald ikke for Selsing og hendes inspirationskilde den amerikanske konservative kommentator og konspirationsteoretiker Candace Owens (Berlingske, 20. nov. 2020).

Og når Kvindemuseet skifter navn til KØN er det ifølge Jalving udtryk for “en amerikansk syge”, der gør, at det nu skulle være uacceptabelt at bruge begrebet ‘kvinde’, fordi køn nu forstås som noget man “vælger frit” (Jyllands-Posten, 6. dec. 2020). Og så skulle socialkonstruktivisme og identitetspolitik ifølge Nørgaard og Fog ønske at “afskaffe biologien som forklaring på kønsforskelle”, og denne forståelse af køn skulle være automatindstillingen på de “humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter” (Politikken, 19. aug. 2020).

Til det kunne man spørge: Oplever Selsing også, at hendes verden er i fare, når hun tager bukser eller en jakkesætsjakke på? Hvem er det, der siger at man “frit” vælger sit køn? I hvert fald ikke transkønnede og interkønnede. Og hvem taler for helt at afskaffe biologien? Det er da helt sikkert ikke en fremherskende holdning på de danske universiteter. Omvendt ville det være underligt, hvis humaniora og samfundsvidenskaberne ikke forholdt sig til køn som kulturelle og sociale fænomener.

Køn er et biosociopsykologisk fænomen

Køn er biologi, men det er også et socialt og dermed historisk fænomen, og derudover – hvilket ofte glemmes i kønsdebatten – er det også et psykisk fænomen. Disse tre forhold er allerede fokus for de tre første kapitler i Simone de Beauvoirs Det andet køn fra 1949. Så når Fog og Nørgaard vil reducere Beauvoir til ren socialkonstruktivist vidner det om, at de formentlig aldrig har åbnet hendes kønsfilosofiske hovedværk. Køn er et komplekst fænomen, der opstår i et samspil mellem krop, sociale roller og hver enkeltes forhold til egen krop, den omgivne verden og historien.

Det er svært at se, hvordan sådan en biosociopsykologisk kønsforståelse bliver kontroversiel eller endda revolutionær. Den understøttes tilmed af biologer – som for eksempel Anne Fausto-Sterling i bogen Sexing the Body fra 2002. Og så kan den også findes i artiklen om køn i opslagsværket Den Store Danske (lex.dk), der dårligt kan betegnes som nogen ren socialkonstruktivistisk højborg, og da slet ikke som en trussel mod civilisationen. 

Derudover ser biologien ikke selv køn som noget simpelt fænomen, der lader sig reducere til to klart adskilte størrelser. I formidlingsartiklen “Sex Redefined” (Nature, 18. feb. 2015) præsenteres forskeres syn på det biologiske køn som et spektrum, der strækker sig fra det mest mandlige til det mest kvindelige, men med alle mulige blandingsformer på en række niveauer (i forhold til gener, kromosomer, kønskirtler, sekundære kønskarakteristika). I biologien – som fænomen og som disciplin – er kønnet ikke strengt opdelt i et entydigt hun og han.

Endelig glemmes det, som nævnt, alt for ofte, at kønnet også er et psykisk fænomen. I debatterne om køn optræder denne forglemmelse som en opposition mellem biologisk køn og socialt køn. En rigid opdeling som de nævnte debattører anvender til at positionere sig selv på sandhedens side (det biologiske køn) og deres forestillede modstander på illusionens side (det sociale køn). Herved viser stivheden i deres tænkning sig ude af stand til at se sammenfiltringen af biologi og socialitet, og hvad værre er, psyken udelades helt af billedet. Her er psykoanalysen relevant. Den lærer os netop ikke at kønnet frit kan vælges, men at kønnet også er et mærkeligt ubevidst “valg”, vi hver især hænger fast i og bøvler med. Kønnet har således også en ubevidst status i psyken.

“Køn mig her og køn mig der”

Transkønnede og interkønnede er virkelige. Det er åbenbart nødvendigt at sige det. Og deres virkelige eksistens vidner om, at vi må forstå kønnet som et mere komplekst fænomen end ren biologi og som mere end hankøn og hunkøn. Deres eksistens vidner om, at vi må tænke køn som et biologisk spektrum og huske at medtænke psyken og den enkeltes forhold til at være en kønnet krop.

Som antydet ovenfor lader det til, at det er en mere eller mindre ubevidst frygt, der taler, når de fire debattører udtaler sig om køn. Det er frygten for en mand i kjole, for at køn skulle være “flydende”, og for at “nogen vil afskaffe biologien som forklaring på kønsforskelle”. Det er frygten for, at folks køn ikke er tydeligt og entydigt det ene af to køn, at det ikke er endegyldigt fikseret af en ren biologi. Det er frygten for, at køn er mere end denne dikotomisk rensede biologi.

Denne frygt antager hurtigt en paranoid karakter. Når Jalving føler sig udsat for en “amerikansk syge”, der truer hvert et “mindste helle”, for eksempel ved at komme med overraskelsesangreb, hvilket kan ses, når han i sin kritik af museets navneskifte til KØN omtaler en udtalelse af museumsdirektøren som “en trojansk hest”. Og ligeledes når Selsing både taler om “angreb på mænd” og “angreb på den vestlige civilisation” og tilmed afslutningsvist omtaler LGBT-bevægelsen som “regnbuens talebanere”. Udviklingen i hendes tekst mere end antyder, at hun føler sig direkte terroriseret af en mand i kjole. Sygdoms-, krigs- og terrormetaforikken i disse debattørers indlæg synes at vidne om en oplevelse af overhængende fare, hvis ikke direkte forfølgelse.

Nørgaard og Fog, der udtrykker sig mere afdæmpet, frygter, som nævnt, afskaffelsen af biologien som forståelsesramme, og samtidig mener de, at det allerede er sket på store dele af universiteterne. Men i et andet, næsten samtidigt debatindlæg af Fog (Kristeligt Dagblad, 25. aug. 2020), træder visse paranoide tendenser tydeligere frem, idet han beskylder det, han kalder for “translobbyen”, for at være “så dominerende” at andre ikke bliver hørt i debatten og for at skulle ønske “at flest muligt skal være transkønnede”, og det ved at gøre børn og unge til “ofre” for “transtoget”, der forstås som en nærmest ufravigelig proces, der fører mod kønsskifte. Situationen er vel oftest snarere den, at forældre til transbørn forsøger at følge med et barn, der selv er drivkraften bag den forandring, der følger af det forhold barnet selv har til det at være kønnet.

Mænd, børn og unge og civilisationen er i fare ifølge disse debattører. Og de er i fare, fordi der findes mænd i kjoler, transkøn og interkøn, fordi der er noget, der ikke passer med debattørernes reduktive forståelse af køn. Der er med andre ord noget ved køn, der på faretruende vis er for meget for deres snæversynede biologisme. “Køn mig her og køn mig der”, som Jalving i starten af sin tekst synes at lade det, der er for meget, komme til udtryk, lige inden hans metaforik bliver sygeliggørende.

Sigmund Freud forstod paranoia som et forsvar mod visse forhold ved seksualiteten. I den aktuelle kønsdebat synes de paranoide tendenser også at fungere som et forsvar. Et forsvar af det reduktivt entydige og rene biologiske køn. Og et forsvar mod “køn mig her og køn mig der”, mod et køn, der er for meget, som når det indtager en mellemposition (interkøn) eller er i forandring (transkøn). Med tanke på deres ordvalg og metaforik – et ustoppeligt tog, en trojansk hest og talebanere – fornemmer man, hvordan debattørerne, når kønnet er mere end biologi i deres snævre forstand, må føle sig forfulgt af kønnet.

Teksten blev første gang bragt som et debatindlæg i Politiken den 27. december 2020 under titlen “En mand i kjole bliver altså ikke vores civilisations endeligt”.