Mette Frederiksens makrelsalat er ikke et forsøg på at pakke upopulære budskaber ind. Det er omvendt: Makrelmadden er budskabet.
Udgivet første gang: Information 27. februar 2021
At Socialdemokratiet længe har omfavnet Dansk Folkepartis udlændingepolitik er kendt for enhver. Omfavnelsen har været så konsekvent, at DF stadig ikke rigtig har fået vejret igen. Mindre åbenlyst er imidlertid en yderligere strategi blevet tilføjet undervejs, som på det seneste har stået stadigt tydeligere frem: Socialdemokratiet, og i særklasse statsminister Frederiksen, har kopieret – og måske endda overgået – Dansk Folkepartis vulgære folkelighed.
At kalde Frederiksens folkelighed vulgær er ikke nogen overdrivelse, det er dårligt nok en kritik. ”Vulgær” kommer nemlig af det latinske ”vulgus”, der betyder ”den brede befolkning” eller ”menigmand”, og selvom man ofte forbinder noget ”beskidt” med ordet, beskriver det mere generelt blot en overdrevet forenkling, simpelhed eller dårlig smag. Er det ikke netop, hvad Frederiksen helt bevidst flasher i sine facebook-opslag med makrelsalat og vinduespudsning? ”Det kan godt være, at nogen synes, at det er noget tarveligt noget, det her, men det er nu engang sådan, jeg er.”
Makrel i spagat
Strategien er blevet udviklet til en raffineret blanding af åbenlys leflen og en fuckfinger til dem, der kritiserer den. Om sine makrelmadder skrev Statsministeren fx: ”Og til dem, der om lidt kritiserer mig for at spise makrel i tomat. Jeg har spist det, siden jeg fik det med i madkassen. Og mon ikke også, jeg bliver ved med det.” Det elegante er, at Frederiksen på én gang nærmest inviterer kritikerne – og i samme bevægelse demonstrerer overfor folket, at hun er ligeglad med kritikken.
Dansk Folkepartis reaktion på opslaget (og det efterfølgende, hvor Frederiksen vasker vinduer) var meget sigende. Gruppeformand Peter Skaarup var hurtigt ved tasterne for at forsikre om, at han også kunne lide makrelmadder, og for en uge siden måtte formand Thulesen Dahl selv posere i arbejdstøj og med støv over det hele efter angiveligt at have gravet ud under sit gulv derhjemme. Begge kom derudover med mærkeligt akavede forsøg på at kritisere Socialdemokratiet for at skabe ulighed og rod i økonomien.
Det var tydeligt, at DF var kommet bagefter. Partiet, der ellers har excelleret i at sælge deres budskaber gennem markante, næsten kitschede overbud, måtte nu reagere på Frederiksens stunts med anstrengte forsøg på ”seriøs politik”. Nu var det Frederiksen, der kunne gøre ren folkelighed til en slags erstatningspolitik.
Opslaget om makrelmadder handlede godt nok angiveligt om globalisering og udlændingepolitik, men det konkrete indhold forblev antydninger i baggrunden. Indpakningen overtrumfede simpelthen indholdet. Budskabet var, at Socialdemokratiets udlændingepolitik er pakket ind i makrelmadder.
Vulgaritetens maske
Men er det ikke bare sublim kommunikation at ydmyge Dansk Folkeparti i deres egne favoritdiscipliner? Tja. For det første kan man jo i hvert fald konstatere, at for de flygtningebørn, der sidder hjælpeløse og venter på at blive hentet hjem til Danmark, er det ikke ligegyldigt. For alle de børn, forældre og par, der gennemgår absurde sagsbehandlingsforløb i Udlændingestyrelsen, er det ikke ligegyldigt. Men måske er der også en mere grundlæggende fare – selve vulgariteten.
Martin Heidegger beskrev i sit hovedværk Sein und Zeit fra 1927 dét, han kaldte for ”den vulgære tidsopfattelse.” Den går ud på at betragte tiden som en rækkefølge af nu-punkter, der findes ét af gangen. Hvert forgangent punkt er ikke mere, og hvert fremtidigt punkt er ikke endnu. Ifølge Heidegger er dette en forvanskning af, hvad tid i virkeligheden er. Jeg er fx også min fortid, lige nu, og jeg er allerede i gang med at ”kaste mig” ud i fremtiden. Den vulgære tidsopfattelse har det med at fjerne os fra den ”egentlige tid” og få os til at betragte vores liv som abstrakte, usammenhængende forløb uden formål og retning. Derfor er vulgaritetens betydning for Heidegger faktisk en slags eksistentiel katastrofe.
Kan man sige noget af det samme om Socialdemokratiets politik? Er faren ved den vulgære populisme, at masken så at sige klæber sig fast til ansigtet? Ville de fleste ikke netop sige, at Socialdemokratiet ikke længere foregiver at være strammere på udlændingeområdet, men rent faktisk mener det?
Det er muligt, at Frederiksen har lært sig at manipulere med medierne og offentligheden og med stort overskud og ironi hygger sig med at skabe forargelse, samtidig med at hun vinder frem i folkedybet. Men hvad nu hvis masken en dag ikke længere kan komme af? Hvordan ser sådan en verden ud for de transkønnede, de intellektuelle, de arbejdsløse, de sindslidende, klimaet og fredsbevægelsen?
Pascal beskrev berømt, hvordan troen på Gud kommer af, at man går ind i kirken, knæler foran alteret og fremsiger en bøn. Og gentager det. Og gentager det. Til sidst tror man. Er det monstro det samme med populisme?