Kristenhedspartiet
Udgivet første gang: Information 15. august 2020
Er du træt af, at kristendommen bliver misbrugt til at fremme humanisme og næstekærlighed? Ønsker du også de oprindelige, danske kristne værdier tilbage? Elsker du din danskhed, som dig selv? Så meld dig ind i Kristenhedspartiet.
Danmarks Radios behjertede kampagne for at bringe Morten Messerschmidt tilbage i toppen af dansk politik har skabt gode fremskridt hen over sommeren. Igennem en række debatter og analyser er den nye næstformand i Dansk Folkeparti blevet kørt i stilling som en slags grundlægger af den kommende værdikamp, hvor kristendommens centrale værdier skal mobiliseres til modstand mod kulturrelativisme og fremmede. (Dvs. bortset naturligvis fra de værdier, der handler om at elske sin næste, være ydmyg, vende den anden kind til og anse menneskeheden som én universelt forbundet familie – dvs. bortset fra kristendommens centrale værdier).
Messerschmidt er det perfekte udtryk for den type politiker, Danmarks Radio mest indtrængende ønsker sig: En lidt kontroversiel figur, der ikke er bange for at sætte sine modstandere godt og grundigt på plads, men som samtidig fremtræder som dannet, høflig og velfriseret og både ved af at smigre og korrigere sine værter, samtidig med at han strør om sig med ”kendsgerninger” fra ”realiternes verden”.
I en P1-debat med kokken Nikolaj Kirk opdagede den sagesløse økolog for eksempel først midt i programmet, at han var castet til at være naturens muntre søn, den engagerede økolog, der ville forbedre borgernes spisevaner og redde planeten i én og samme mundfuld, mens han i virkeligheden blot var rettet an på en tallerken for at Messerschmidt kunne udtrykke sin lidt medfølende hån overfor det naive og verdensfjerne i kokkens idealisme, der kunne sættes på plads med et enkelt tal om Kinas økonomi. Idealisten overfor realisten, det rodede hår og fingrene i rokokosalaten overfor den velfriserede smugness.
Mr. Smugness
Som en række andre professionelle debattører har Messerschmidt for længst opdaget, at det ikke handler om at nærme sig sandheden eller udveksle verdenssyn, når man deltager i en debat. Det handler om at have forberedt sig godt og især at have mindst ét tal med, som ens moddebattører helt sikkert ikke kender: ”Ved du overhovedet, at 12 % af efterkommere af indvandrere i Sverige ender med at havne i fængsel? Jamen, det er jo bare et eksempel på, at du udtaler dig ud fra alle mulige tilfældige ”sympatiske” og ”humanistiske” synspunkter uden nogen som helst forpligtelse på den virkelighed, som vi andre går rundt i til daglig.”
Man kan på en måde næsten ikke bebrejde Messerschmidt at drage fordel af, at han med så begrænsede midler kan fremstå som en retorisk mester og næsten en form for intellektuel. Det hjælper, at hans vigtigste mediehus i det store og hele har afviklet den kritiske journalistik, men han ville formentlig endda have klaret sig ret godt alligevel.
Måske er det nødvendigt at spejle denne simple mekanisme for at skabe en modpol til Messerschmidt, inden det rent faktisk lykkes ham at genrejse de faldne first movers på indvandrerkritikkens felt? Hvorfor skulle ikke en venstreorienteret politiker kunne finde sig et faktum at tage med i en debat? Bare ét. Gerne et lidt overset eller en observation fra en rapport, som medierne ikke er gået i detaljer med: ”Ved du overhovedet, at [indsæt klimafaktum].”
Eller skulle man lave et nyt parti af ”Yes Men,” der går ind i debatten med en åbent karikeret stil, så alle kan lære at se, hvad det er, der foregår for øjnene af dem? Et forbillede kunne for eksempel være det kosovariske ”Stærke Parti”, som vi tidligere har omtalt: Et parti, der blev stillet op (og opnåede valg) til lokalvalget i Pristina med komisk overdrevne parodier på de andre partier, for eksempel, at de ville have et Formel 1-løb til byen og rejse en kæmpestatue af Bill Clinton, samtidig med at de havde tænkt sig at bruge magten til at berige sig selv osv.
Elsk din nærmeste
Man kunne kalde et sådant parti for ”Kristenhedspartiet”. Det ville basere sig på en ironisk reference til Kierkegaard, der foragtede ”kristenheden”, dvs. den bestående kirkelige praksis og kristendomsforståelse, som han betragtede som en forvanskning af kristendommen. Kristenheden var ifølge Kierkegaard fyldt med højtidelige og selvgode præster og lærde, men tom for kristendommens sande, radikale og universelle budskaber om næstekærlighed og tro.
Et nutidigt kristenhedsparti kunne derfor i Kierkegaards ånd ironisk spejle Dansk Folkepartis forblommede pseudo-kristendom og endnu mere åbent og direkte sige, hvad disse får udtrykt mellem linjerne, men aldrig bliver hængt op på af de mere og mere intetanende journalister, der blot ønsker sig noget ”god radio” eller ”godt tv”. ”Kristendommen er en dansk opfindelse” kunne være et valgslogan, eller ”Elsk din nærmeste som dig selv”. Det burde være muligt at skabe et ret klart og enkelt program – og så altid huske at have en overset detalje med til debatten og gentage den med dybfølt alvor.