Kandidaten fra The West Wing (USSR-edition)
Udgivet første gang: Information 28. marts 2020
Joe Biden er castet til at ligne en præsidentkandidat fra tv-serien The West Wing. Men han er efterhånden mere begyndt at ligne en affældig sovjetisk leder fra 1980erne.
Donald Trump har været den indtil videre mest spektakulært katastrofale version af sig selv under corona-pandemien. Historierne er mange om hans omsiggribende narcissisme, langsomme fatteevne, koleriske udbrud og generelle mangel på formildende karaktertræk. Alligevel er hans popularitet i den amerikanske befolkning steget i den seneste tid. Det kan måske skyldes, at han endelig er begyndt at reagere på pandemien i stedet for at kalde den fake news. Men det virker oplagt, at det også skyldes de midtsøgende demokrater, der lige nu står last og brast om Joe Biden, og deres manglende evne til at reagere på krisen.
Mens Trump lavede den ene mere vanvittige ting efter den anden, sagde Joe Biden ingenting. Intet. Den demokratiske præsidentkandidat, der fører i kapløbet om at udfordre Trump til november, havde intet at sige i mere end en uge.
Da han endelig talte, var det i besynderlig video, der ganske vist så ud til at være dyrt produceret, men som efterlod seeren med en underlig, uforløst fornemmelse. De fleste seere af den vil have svært ved at videregive, hvad det er, Biden vil. Hvis man sammenligner med hans tilbageværende modkandidat i primærvalgene, er forskellen enorm.
Sanders’ løsning på den krise, som USA står overfor, vil alle kende på forhånd: et sundhedsvæsen, der minder om det danske. Det ved alle, fordi Sanders har noget, som Biden aldrig har haft: Et politisk projekt.
Sorkin-syndromet
Måske problemet for Biden og resten af mainstream-demokraterne er, at de tror, at de befinder sig i en episode af Aaron Sorkins West Wing. Det vil sige, at deres foretrukne form for politik er poseringen, den kække bemærkning, og den indholdsløse form. Politik skal først og fremmest se ud. ”Looking Presidential” var et tilbagevendende tema i West Wing – intet var mere foruroligende for de ansatte i Det Hvide Hus, som serien handlede om, end når en politisk modstander så præsidentiel ud.
Det var en West Wing-gestus, da Nancy Pelosi rev Donald Trumps State of the Union-tale over for rullende kameraer tidligere på året. Hvad vinder man ved sådan en gestus? Man får omtale. I egen lejr får man masser af positiv omtale - hos FOX news får man kritik. Og derudover vil der ske ingenting. Pelosis gestus havde ingen praktisk eller politisk betydning overhovedet ud over at cirkulere et par runder i forskellige nyheds- og billedmedier. Sådan er man politisk, hvis man ikke vil noget med sin politik, andet end at posere.
På samme måde kan man se Joe Bidens store nummer til debatten med Bernie Sanders. Bernie Sanders fremførte den indlysende pointe, at et socialiseret sundhedsvæsen ville have meget lettere ved at bekæmpe coronakrisen end det, man har, hvor de mange forskellige private sundhedsforsikringer og forskelle mellem forbundsstater gør det ekstremt vanskeligt at lave en koordineret indsats.
Dertil svarede Biden kækt, at Italien også har sådan et system, som Sanders foreslår. Bemærkningen var vittig og hurtig. Den kunne næppe være blevet skrevet bedre af Sorkin selv. Og så var den helt igennem indholdsløs. For selv om det er rigtigt, at Italien er blevet overvældet af coronakrisen, så ændrer det ikke på, at USA ville have været meget bedre stillet, hvis det havde været muligt at lave en koordineret indsats.
Videoen
Når man tænker på mainstream-demokraternes behov for at posere, så begynder det pludselig at give mening, at Joe Biden ikke sagde noget offentligt i den første uge, efter coronakrisen tog fat.
For Biden ser bestemt ikke præsidentiel ud i den video, han sendte ud. Videoen er fint produceret, men det ændrer ikke på det indtryk, den giver (af ingen politik at have). Det er ikke blot fordi, Biden mest af alt siger de floskler, som amerikanske præsidentkandidater som regel siger ”Spirit of the American People”, ”God bless the troops”. Det er også fordi, han taler som en meget gammel mand. Han virker ufokuseret og anstrengt. Han virker helt vildt træt. Hvis man ser klip med udtalelser, han har lavet i live-interviews, så går historien igen. I ét interview stopper han midt i en sætning og stønner. I et andet svarer han til spørgsmålet om, om vi risikerer at kuren (sætte økonomien på standby) bliver værre end krisen (corona): ”Vi bliver nødt til at tage hånd om kuren. Det vil gøre problemet værre uanset hvad.” Det var oplagt ikke det, han ville sige, men det billede, der tegner sig af Biden, er, at han ikke rigtig længere har styr på, hvad han selv får sagt.
Det virker som om, grunden til at han var tavs så længe, var, at hans stab har tænkt, at det var den absolut bedste måde, hvorpå han kunne fremstå præsidentiel. Det minder mere og mere om den måde, hvorpå man forsøgte at gøre sovjetiske statsledere præsidentielle i 1980erne.