Mad III – ånden er en pølse
Center for Vild Analyse
Udgivet første gang: Information, 7. maj 2011
Maden behøver slet ikke syrede eksperimenter og vilde opstillinger for at udtrykke menneskets særegne åndelige status i verden. Det hele kan findes i en pølse.
I de seneste to uger har vi forsøgt at udlægge den særlige form for (ny-)religiøsitet, der kan spores i vores nuværende forhold til mad. Vi startede hos Gud Fader den almægtige, som i dag synes at have taget bolig i råvarerne. Dernæst mødte vi hans søn, Jesus, i den nye tids gastronomi, som i et ungdommeligt oprør mod faderen gør vold på hans råvarer og får isen til at smage af bacon. Vi afslutter med den besynderlige og måske ikke helt beroligende syntese, nemlig den hellige ånd, der her til lands bedst kan beskrives som en pølse.
Ånden er en knogle
Da Hegel i sin tid forsøgte at beskrive verdenshistorien som et skridt frem mod såvel menneskets, som naturens og fornuftens virkeliggørelse, stødte han til sidst på det forunderlige problem, at selv det mest ophøjede og mest uendelige i sidste ende også måtte være noget materielt. Hvordan kan det være, at hele menneskets sjæleliv kan indkapsles i noget så simpelt som et kranium? At noget så levende og boblende kan reduceres til noget så dødt som en knogle?
Svaret er ikke bare, at naturen selv indeholder noget andet og mere, noget åndeligt. Svaret er derimod at hverken ånden eller naturen kan forstås som hhv. ånd og natur.
Naturen er ikke slet og ret natur. Ånd er ikke slet og ret ånd.
Den hegelianske syntese er ikke en udredning af, hvorledes verden i sidste ende hænger sammen på trods af de åbenlyse modsætninger vi kan finde, eksempelvis mellem det åndelige og det materielle. Den er derimod en påvisning af, at det er i selve de mest modsætningsfyldte fænomener – at vi må finde ånden i noget så plat som en knogle – at vi finder sandheden om såvel ånd som natur. Sagt i lacanianske termer er det i disse besynderlige fænomener, vi kan betragte ånden som symptom.
Symptomretter
Åndens symptomatiske udtryk finder vi i høj grad inden for gastronomien. De sætter spor i menukort verden over, i Danmark for eksempel i form af vor umådelige hang til pølser eller brun sovs.
Det er netop her, vores subjektive smag og enorme kulturelle kunnen og finføling støder sammen med en mærkværdig primitivitet: Når vi nu engang godt ved, at pølser er slagteriaffald stoppet i tarm; når vi nu engang godt ved, at sovs er fedt iblandet kulør, hvorfor er det så i dén grad vigtigt for vores måltider, at de er til stede? Kan man overhovedet tænke sig en grillaften, som ikke afsluttes med, at far smider et par pølser på weber’en? Kunne man forestille sig en rund suppe-steg-is-fødselsdag, hvor der ikke var en tyk brun sovs til hovedretten?
Hvis man ikke skal forfalde til tam naturalisme, så er det væsentligt at holde fast i, at der her er noget gådefuldt over indtaget af mad (som også findes i kærligheden): Hvordan kan det være, at jeg kan lide noget, frem for noget andet? Det er en gåde, hvorfor jeg f.eks. elsker pølser, hvorfor jeg har en svaghed for lakridssnørebånd eller en hang til bearnaisesovs. Det er også en gåde, hvorfor jeg altid på den ene eller den anden måde forspiser mig (ligesom man fortaler sig), enten ved at spise for lidt eller for meget. Hvorfor er forholdet til mad så problematisk?
Som gamle Freud skrev i sin bestseller, Hverdagslivets psykopatologi: ”Den som vil iagttage sine medmennesker under spisning, vil kunne konstatere de smukkeste og mest lærerige symptomhandlinger hos dem.”
Med andre ord: Det, at jeg har særlige livretter, særlige måder at spise på – jeg levner f.eks. altid en bid, jeg spiser meget hurtigt osv. – er udtryk for mit symptom. Det er psykens kompromisdannelse; en måde at håndtere dét, at spisningen aldrig giver sig selv.
Spis eller bliv spist
Symptomet er dog samtidig et udtryk for det menneskelige subjekt. Uden symptomale forstyrrelser i spisningen var vi ikke subjekter, men dyr.
Hvis dyr er væsner, som ganske enkelt spiser, så er mennesker omvendt nogen, som ”spises”. Noget i mig spiser, forspiser sig. Der er intet rationelt over det, hverken i dyrets eller menneskets logik. Det er hinsides den almindelige ”ration”. Hvad vi møder her, er selve driften. Den tyggen, som tilhører munden, men ikke den almindelige mund. Den tyggen, som tilhører driftens mund.
Det gamle mundheld, ”Man er, hvad man spiser”, kunne måske med fordel hermed også vendes om. Jeg er aldrig det, jeg spiser (så ville jeg være et dyr) – men det i mig, som spiser, er det, jeg er.
Thestrup som analytiker
Las os altså antage, at ånden er en pølse. At ånden symptomatisk har ”sat sig” i en pølse. Det må med det samme bemærkes, at der er noget helt voldsomt, excessivt ved en pølse. En pølse er ikke bare et udsnit af naturen, men udtryk for menneskets helt særlige, vulgære omgang med den.
Det er ingen andre end Ole Thestrup, som i De grønne slagtere har udlagt dette mest præcist:
Pølser har altid fascineret mig. Man kan vel nærmest sige, at der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr, og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm bagefter. Kunne De forestille dem noget mere ydmygende end at blive proppet op i røven på Dem selv?
Pølsen er hermed udtryk for menneskets nydelse ved det ekstra, i psykoanalysen kaldet objekt lille a, som ikke lader sig indfange af en almindelig positiv bestemmelse. Nydelsen ved pølsen er netop, at dyret er krænget ind i sig selv igen.
Ligesom nydelsen ved sovs er nydelsen, ikke ved dyret selv (i form af stegen), men ved fonden svedt ud af stegen og hældt tilbage over stegen igen.
Ånden er en pølse. Men en pølse er sandt for dyden også en mærkelig ting.