At være mand er et tvivlsomt privilegium

Saman Atter Motlagh

Udgivet første gang: Eftertryk, 27. oktober 2017

Siden Peggy McIntosh skrev essayet ’White Privilege and Male Privilege’ i 1988 har privilegiebegrebet fået et umiskendeligt liv i den identitetspolitiske kamp. 

I identitetspolitikken er det således også blevet en udbredt opfattelse, at det er et privilegium at være mand. Det billede vil jeg gerne forsøge at nuancere i denne artikel. Til dette formål er det ikke alene nok at påpege, at der med de privilegier som mænd nyder, også følger en række normer for, hvordan en mand skal være, og at det altså kan have negative konsekvenser, for de enkelte mænd der ikke lever op til dem.

Det må udover denne pointe belyses, at disse normer også indebærer lidelse for mænd der, så meget som muligt, faktisk lever op til dem. 

Hvorfor det er tilfældet, at de mandlige kønsnormer skaber lidelse for alle mænd, desuagtet om de lever op til kønsnormerne eller ej, er det bærende argument, som jeg vil udfolde i dette indlæg, og er det argument som skal underbygge min grundlæggende påstand.

Min grundlæggende påstand er, at de privilegier, som mænd nyder, også udtrykker normer, som mænd lider under, og at det at være mand derfor er et tvivlsomt privilegie.  

I sidste ende er det mit ærinde at bruge denne påstand og tilhørende argumentation til at konkluderer følgende: et feministisk projekt, der ønsker at udfordre en patriarkalsk samfundsorden, må begribe hvorfor det at være mand i virkeligheden er et tvivlsomt privilegie. Fordi hvis ikke dette begribes, misforstår man, hvordan den patriarkalske kønslogik fungerer, og den lidelse, som den også forvolder mænd.

Samtidig begår man en strategisk fadæse, fordi man fremmedgør mange mænd i kampen mod patriarkalske kønsroller, fremfor at åbne et politisk rum for mænds egen kritik af disse kønsroller.  

Den patriarkalske kønslogik 
For at forstå ’mandens’ rolle eller position i den patriarkalske kønsstruktur, vil jeg kort opridse, hvordan jeg mener, at den patriarkalske kønslogik fungerer, og med hvilket formål den undertrykker kvinder. 

I den patriarkalske kønsstruktur udgør ‘kvinden’ den logisk nødvendige position som det ‘andet køn’. Dette andet køn fungerer som den genstand begæret i et samfund kan cirkulere om og i kraft af. ‘Kvinden’ tjener med andre ord den sociale funktion, at der (for mænd) er noget at spille om, så at sige; en valuta for status og anerkendelse, som afgør hvem der er vindere, og hvem der er tabere (jf. fx begrebet ‘trofæ-kone’). Derfor dur det som regel ikke, når kvinder pludseligt selv begærer (som mænd), selv gør karriere, selv får magt og status, selv har seksuelt initiativ, tænker rationelt etc. – det laver simpelthen rav i det patriarkalske system, og skaber forvirring og usikkerhed omkring kønsrollerne.  

Den logiske implikation af en sådan patriarkalsk struktur, hvor kvinder cirkulerer som begærsobjekter, er imidlertid at mænd positioneres som hinandens konkurrenter. Hvis kvinder er en valuta for status og anerkendelse, konkurrerer mænd om kvinder, eller om det som giver adgang til kvinder (eller i hvert fald det, som man forestiller sig, giver adgang til kvinder). Jo bedre man klarerer sig i denne konkurrence, desto mere mand er man. 

Slutshaming
Fænomenet slutshaming illustrerer logikken. Slutshaming tjener den funktion at devaluere en kvindes værdi som kvinde (dvs. som et patriarkalsk begærsobjekt), og dermed den status som kvinden kan give en mand.

Nogle vil måske kende begrebet ‘at skylde en tyver’. Det handler ganske enkelt om, at man som mand skylder andre mænd, der før har knaldet “ens pige” en tyver. Med andre ord, man må som mand altså lige huske at trække x antal tyvere fra, før man ellers glæder sig over den værdi og status, som en kvinde kan give en; hvis ”ens pige” er billig, er man selv en taber og mindre mand. Den patriarkalske cirkulation af kvinder er således ikke bare en intrasolidarisk pagt mænd imellem, det er benhård konkurrence: hvem er mest mand? 

Fallos og kastration 
Problemet er bare, at man aldrig kan være mand nok. Dette er i sidste ende det centrale problem ved den mandlige kønsidentitet, og også i sidste ende omdrejningspunktet for min analyse i dette indlæg. Til forklaring af problematikken vil jeg gribe til psykoanalysen. 

Man kunne med henvisning til psykoanalysen kalde kvinder, og det som forestilles at give adgang til kvinder, for falliske betegnere. Falliske betegnere er det som alle antages at ville have fat i eller opnå, og er således det vi ubevidst og uvildigt går ud fra, er nøglen til nydelse, lykke etc. Psykoanalysens lektie er imidlertid, at der ikke er et endegyldigt svar på, hvad mennesker begærer. Begær har det med at fortsætte, og jo mere man jagter falliske betegnere og fallisk nydelse, desto mere låses man i en begærende, og dermed manglende, eksistensform.

Paradoksalt nok betegner det falliske altså ikke bare potens, men også samtidig sin modsætning: mangel og kastration.

Man kender logikken fra eksempler med såkaldte potensforlængere. Hvis en mand kører i en stor eller smart bil, eller hvis han er lidt for pumpet, eller hvis han er magtliderlig (og den nuværende amerikanske præsident), så er det nok fordi han har en lille pik, siger man – han mangler noget, som han kompenserer for. Det falliske og kastration er de to modsatte sider af den samme mønt.  

Den iboende paradoksalitet i det falliske og den mandlige kønsidentitet kan opstilles med følgende logik: det at være mand er noget man skal leve op til og bevise, men det som skal bevises, er at man ikke mangler noget som mand, og derfor egentligt ikke har noget at bevise.

Der er altså en iboende umulighed i den mandlige kønsidentitet; man kan ikke bevise at man ikke har noget at bevise.

Man kan derfor som mand ikke få nok succes, fisse, penge, en stor nok pik, bil eller muskler. Dette element af ‘ikke-nok’ er ikke bare udtryk for grådighed, det er udtryk for kastration.  

Det falliske og mandighed er en konkurrence, man kun kan tabe; problemet er, at selv hvis man for en stund beviser sig selv som mand, har man ikke endegyldigt bevist det, eller helt bevist det nok, og man bliver lidt senere blot nødt til at bevise det igen endnu mere.

Man kan således aldrig indhente det mandlige kønsideal en gang for alle i dets fulde, patriarkalske potens.

I Freuds ‘Totem og Tabu’ er urfaderen (patriarken) netop også en mytisk figur, hvis standarder hjemsøger og kastrerer den normale mand. Denne hjemsøgen manifesterer sig i det, man i psykoanalysen kalder superegoet; den psykiske instans der bombarderer individet med fortsat flere og strengere krav, den indre tvang der driver individet til hele tiden at gøre mere – tjene mere, knalde flere, være mere mand etc.  

Vindermænd
Mindreværd og utilstrækkelighed er, som indledningsvist sagt, derfor ikke blot forbeholdt dem som “fejler” ift. det mandlige kønsideal, dvs. såkaldte “tabermænd”, mænd med lav seksuel kapital, mænd som ikke har penge, magt, status, intelligens, karriere, som ikke “kan score”, ikke ser godt ud eller mænd som (bevidst?) ikke konformerer efter kønsnormerne.

Det er et iboende problem for alle mænd i varierende grad af åbenlyshed og intensitet.

For selvom der kan være meget nydelse forbundet med at jagte eller gå op i det, der gør en til en “vindermand”, vil man altid være bagud på et eller alle områder; der er altid nogen, man skylder en tyver, nogen (virkelige eller forestillede) der er bedre, mere mand etc.

Hvad der skal til for at være nok mand, er et problem hvis løsning altid forskyder sig, og man indhentes dermed bestandigt af kastrationen. Den mandlige kønsidentitets problem er derfor ikke alene at mandighed er en konkurrence, hvor der er vindermænd og tabermænd.

Problemet er endvidere, at selv vindere på en måde er tabere. At være mand er måske nok et privilegium, for så vidt man har en plads i kampen om goder, og den status de medfører. Men prisen er, at man altid enten er, eller er lige ved at være: en taber. 

Feministisk analyse og interpellerede kønsidentiteter 
Jeg mener derfor, at man begår en strategisk såvel som analytisk fejl, hvis man holder fast i, at det er et utvetydigt privilegium at være mand.

Først og fremmest fremmedgør man formentligt mange mænd i kampen mod patriarkalske køns-roller, hvis man går ud fra, at mænd er utvetydigt privilegerede.

Jeg tror simpelthen ikke at den gennemsnitlige mand føler sig specielt privilegeret, uden at det blot kan afskrives som “privilegieblindhed”.

Endvidere har mænd ikke af selviske, privilegieorienterede grunde ”valgt” deres køn. Det er jo netop en central feministisk pointe at kønsnormer er noget, som individer interpelleres ind i (dvs. påduttes).

Ingen vælger med andre ord frit sit køn og de patriarkalske kønsnormer, der følger med gennem samfundets herskende kønspraksisser, i form af opdragelse, normer for til- og fravalg af seksuelle partnere og seksuel adfærd generelt, karriere, livsstil etc. Dette er jo hvad den strukturelle feministiske analyse af køn handler om. Det må vi ikke glemme, når vi analyserer mænds rolle i patriarkalismen.

Derfor er der noget ganske problematisk ved at moralisere over enkelte, relativt normale mænds stereotype “hverdagssexisme”.

Det svarer nemlig til at moralisere over kvinder, der deltager i patriarkalske kønspraksisser, når de forfører, tilvælger og nyder at blive begæret af stereotype, potente, patriarkalske mænd, selvom denne adfærd strengt taget er med til at reproducere patriarkalske kønsroller.

Selv når man problematiserer voldtægtskultur, må man huske, at det ikke giver mening at tale om en ’kultur’, medmindre man netop har den interpellering for øje, der gør problemet til et kollektivt, og altså ikke udelukkende et individuelt, moralsk, problem.

I det hele taget må man overveje den dialektik mellem magt og afmagt, som udspiller sig i den type (voldelig) adfærd, som man betragter som karakteristisk for mænd (fra catcalling til voldtægt til krig).

Som ovenfor beskrevet er potens og kastration to sider af samme mønt of selvfølgelig er der derfor også en strukturelt determineret desperation forbundet med at forsøge at sætte sig igennem som mand.


Kønskampen og analysen af privilegier
Hvis man vil have mænd med ind i kønskampen, skal der altså noget helt andet til. Et problem for den feministiske udfordring af den patriarkalske kønsorden er, at mænd helst ikke skal gave problemer med (hvis overhovedet tanker om) deres mandlighed og det mandlige kønsideal; en mand der har problemer med det at være mand, afslører en hvis mangel som mand og diskvalificerer nærmest sig selv som mand.

Men derfor er det en fuldstændig afgørende feministisk opgave og strategisk interesse at skabe et politisk rum, hvor mænd selv sætter tvivl ved værdien af det mandlige kønsideal, og udvikler en kritisk tænkning for de problemer den mandlige kønsidentitet implicerer.

Når feminismen insisterer på at det er utvivlsomt privilegium at være mand, gør man det stik modsatte, fordi man cementerer den stereotype kønsidentitet og dens officielle selvforståelse, nemlig at mænd ikke skulle have noget at frigøre sig fra, og at patriarkalisme skulle være i deres interesse – og at hvis mænd så ikke oplever sig selv som privilegeret, så er det deres egen skyld, deres fiasko som mænd, og ikke et socialt problem.

Nogle ville indvende (og har allerede indvendt) at jeg godt kan pakke mine mandetårer sammen, fordi kvinder har det værre end mænd. Udover at jeg synes det er tarvelig whataboutery, vil jeg til det sige, at man må forstå, at mit indlæg faktisk ikke bare handler om de problemer, som mænd kæmper med, men også om hvordan vi vurderer, de privilegier, vi forbinder med det at være mand.

En feminisme, der alene kæmper for kvinders adgang til falliske privilegier, risikerer at hvirvle den kvindelig kønsidentitet ind i den konkurrencelogik og kastration, som nu engang hører den mandlige kønsidentitet, det falliske og patriarkalismen til.

Kønskampen må ikke blive reduceret til en omfordeling af privilegier; kønskampen er ikke et nulsumsspil.