Hvad Aristophanes vidste om Harvey Weinstein og #metoo
Udgivet første gang: Information 19. august 2020
I Platons Symposion udfolder der sig en samtale om kærlighedens væsen, der har trukket lange spor gennem kulturhistorien. Især den udlægning, som komediedigteren Aristophanes præsenterer, er interessant og indeholder mange sindrige detaljer. Aristophanes fortæller en myte om kærlighedens væsen, der ikke er uden komik, og som på flere måder kan bruges som analytisk optik på det, der foregår i dag, fra Hollywood til sagen om Sofie Linde.
Kuglevæsner
Der var engang, lyder det i Aristophanes’ myte, hvor der ikke var nogen problemer kønnene imellem. Menneskene hang nemlig dengang sammen i par i ubrydelige, kugleformede helheder. Som de hørte sammen på den måde, var de nærmest perfekte skabninger.
Problemet for kuglevæsnerne var bare, at guderne ikke brød sig om dem. Først overvejede guderne at slå dem alle ihjel, men Zeus kom på den geniale og lidt perfide ide at kløve menneskene midt i gennem. Hvis vi stopper historien der, kommer fortællingen fra Symposion til at stå som en slags oprindelig myte om den romantiske kærlighed. Kærlighed består i at finde den manglende (bedre) halvdel.
Kærlighed uden seksualitet
Det er netop den del af myten, de fleste ”romantiske komedier” fra Hollywood trækker på. Disse komedier består netop i de forviklinger, der udspiller sig, imens der er ved at ske det, vi alle ved, kommer til at ske, nemlig at der dannes et par som kulmination på historien.
Aristophanes’ historie gemmer dog på et afgørende twist, for komediedigteren beskriver, at mens Zeus havde kløvet menneskene, sad kønsorganerne stadig på bagsiden af deres kroppe. Således får vi det smukke billede af mennesker, der længes efter hinanden og finder hinanden i dybe omfavnelser, men med kønsorganer daskende bagtil, tilsyneladende temmelig umotiveret.
Er det billede ikke perfekt til at beskrive kærlighed uden seksualitet? Vi har den store, metafysiske længsel efter den manglende halvdel, som dog for at fungere kræver en udeladelse af den beskidte seksualitet. Det er næsten som en romantisk komedie, der på billedsiden fuldendes i den perfekte harmoni, mens det i rulleteksterne annonceres, at den er produceret af Harvey Weinstein.
Seksualiteten kan godt fortrænges, men den virker alligevel bag vores rygge.
Seksualitet uden kærlighed
Aristophanes’ fortælling har dog endnu en fantastisk drejning, for da guderne opdager det bizarre i de krammende kroppe med de baguddinglende kønsorganer, foretager de en ny intervention. De flytter nemlig kønsorganerne om på forsiden af mennesket. Det fine ved Aristophanes’ fortælling er, at den beskriver noget af det underlige, der faktisk kendetegner vores kønsorganer.
Psykoanalysen har f.eks. gjort en del ud af at beskrive, hvordan ’fallos’ ikke bare er et stykke kød, men noget man både kan have, og som kan fratages én.
Hos Aristophanes har manden fået fallos af Zeus, og det er jo helt til grin. Men det er netop det, Platon (og senere psykoanalysen) forsøger at demontere. Fallos har gennem historien i mange former fungeret som et kultisk objekt – lige frem til vore dages statussymboler.
Dyrkelsen af fallos er det, som får mænd til at sende ’dick pics’ eller spørge, om praktikanten ikke lige kan sutte den af. Fallos gives videre som en stafet, fra mand til mand, mens kvinder udveksles.
Fallos’ magt er ikke nødvendigvis kun rå magt, men kan være subtil og sidde i omgangstonen, i fordelingen af pladser på ledelsesgangene, sågar i sproget.
Seksualitet med kærlighed
Problemet er, at den rene kærlighed forudsætter en fortrængning af det seksuelle, mens seksualiteten omvendt giver mulighed for magt og overgreb. Hvordan kommer man ud af den knibe? Handler det om, at kvinden skal mobilisere sine egne seksuelle ressourcer? Måske.
Men der kunne også være et ideal om, at der findes en zone, hvor kærlighed og seksualitet lapper over hinanden. Ikke en uproblematisk zone, ikke en zone, hvor tingene bare kører, men netop den zone, som f.eks. teenageårene udspiller sig i: Hvor man ikke ved, hvordan man egentlig rækker ud efter den anden, og hvordan man udlever sin seksualitet.
Den zone er fyldt med skæverter og akavede situationer, og det må være ens pligt at være eftertænksom, opmærksom, og at holde den fri for vold. Hvis dét lykkes, er der til gengæld mulighed for at opdage, hvor befriende – og komisk – seksualiteten kan være.
Også her er Aristophanes’ billede på et slags ideal meget præcist: Et par, der omfavner hinanden i øm forelskelse, men hvor kønsorganerne kiler sig ind i mellem og skaber både bøvl og forvirring, men også en ekstra gnist, som det er op til begge parter at forvalte.
Eller som den store danske filosof K.E. Løgstrup måske burde have sagt det: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets seksualitet i sin hånd”.