Er forbrugeren et dyr eller et monster?
– mod en kritik af konsumptionsforholdene
af
Toilet med udskylning. Hvilken luksus er ikke toilettet med udskylning? Og hvor mange af fortidens konger og rigmænd ville ikke give fyrstelige summer for et toilet med udskylning?
Alligevel er det nok de færreste, der føler sig om en konge, når de sidder og skider. Menneskelige behov udvikler sig, ændrer sig, muterer. Der var jo næppe mange af os i starten 90’erne, der begræd kvaliteten af VHS, eller var kede af at få en Nokia 3210. Ej heller går vi i dag og savner alt det, vi om 30 år har udviklet et behov for.
Sat på spidsen kan behovenes udvikling altså transformere en konge til en gemen skidefrans; så burde spørgsmålet om hvad menneskelig behov egentligt er, ikke være konstant aktuelt for en progressiv politisk dagsorden?
Konsumptionsprocessen som begreb
I en kapitalistisk økonomi er den dominerende interesse i økonomisk aktivitet udvindingen af profit. En (økonomisk) aktivitet starter med produktion og slutter med konsumption, groft sagt. Det er ganske oplagt og velkendt at en kritik af kapitalistisk økonomi, derfor analyserer begyndelsen af økonomisk aktivitet i en kapitalistisk økonomi, den kapitalistiske produktionsproces, hvilket Marx jo i særdeleshed gjorde, og er kendt for. Men de producerede varer skal afsættes (og, for det meste, konsumeres) for at afslutte kapitalens fundamentale bevægelse, Marx’ berømte P-V-P’ (Penge-Vare-flerePenge). Så for så vidt at konsumption er den finale årsag for, dvs. formålet med, økonomisk produktion må det også være oplagt at analysere hvordan den økonomiske aktivitet slutter i en kapitalistisk økonomi, den kapitalistiske konsumptionsproces, om man vil.
Kort sagt, produktionsprocessen og konsumptionsprocessen er begge drivende elementer i kapitalistisk økonomi. Kapitalismekritik er derfor både analyse af den kapitalistiske produktionsproces og den kapitalistiske konsumptionsproces, og kritik af de underliggende produktions- og konsumptionsforhold.
En analyse af menneskets konsumptionsproces kaster os direkte ind i fundamentale spørgsmål om menneskets natur, væsen etc. Det kræver en filosofisk antropologi for at kunne begrebsliggøre, hvad menneskelig konsumption overhovedet er.
Psykoanalysen som teori er langt hen ad vejen lige præcis en filosofisk antropologi, altså, et forsøg på at besvare det fundamentale spørgsmål om hvad mennesket er. Hvad angår analysen af menneskets konsumptionsproces kan man, set fra et psykoanalytisk perspektiv, lave en afgørende sondring ml. en filosofisk antropologi, der betragter mennesket som et behovsvæsen, versus en filosofisk antropologi der betragter mennesket som et begærsvæsen.
Behovsvæsnet vs. Begærsvæsnet
Som eksempel på filosofiske antropologier der betragter menneskets som et behovsvæsen, kan man anføre den forståelse af mennesket, der opereres med i evolutionær psykologi (og i det hele taget biologistiske forståelser af mennesket).
Her forstås menneskets som et mere eller mindre kompliceret bundt af instinkter, et dyr, der er indrettet til at respondere på bestemte stimuli, med det formål at tilfredsstille diverse behov. Et andet paradigmatisk eksempel på en filosofisk antropologi der betragter menneskets som behovsvæsen, er, selvfølgelig Abraham Maslows behovspyramide (og måske i det hele taget humanistisk psykologi og andre humanistiske traditioner).
Det karakteristiske for filosofiske antropologier der betragter mennesket som et behovsvæsen, er at mennesket har et sæt mere eller mindre afgrænsede og forudbestemte behov, som en tilsvarende afgrænset og forudbestemt genstand eller stimulus kan tilfredsstille, opfylde etc. Konsumptionsprocessen går her således ud på at den givne stimulus eller genstand indoptages, hvilket er hvad der afføder tilfredsstillelsen.
Modsat denne forståelse af mennesket vil en filosofisk antropologi, der betragter mennesket som et begærsvæsen ikke forlade sig på tilfredsstillelsen af forudbestemte behov.
Jacques Lacan og den lacanianske psykoanalyse forstår mennesket (eller rettere subjektet) som konstitutivt/grundlæggende begærende. Begæret er karakteriseret ved ikke at have en genstand. Begæret har ikke en genstand som passer til det, og som kan indoptages og tilfredsstille eller udslukke begæret.
For så vidt begæret har en genstand, er denne genstand egentlig selve manglen på en genstand.
Denne mangel på genstand som genstand, begærets ikke-genstand, svarer til Lacans famøse begreb om ’objekt lille a’. Som manglen på en genstand er objekt lille a årsag til at begæret skubbes afsted, holdes i bevægelse, og dermed ikke finder hvile eller tilfredsstillelse i konsumptionprocessen.
Konsumptionen af genstande afføder ikke tilfredsstillelse på begærets niveau, men nydelse. Det er en nydelse, der udfolder sig indenfor rammerne af en fantasi om at givne genstande, faktisk vil kunne være lige det der udfylder subjektets grundlæggende mangel.
Men for så vidt manglen er grundlæggende, består begæret, og derfor også nydelsens mulighedsbetingelser; hvor tilfredsstillelsen er endelig, er nydelsen potentielt uendelig og evigt cirkulerende.
Lacan har vist påstået, at hans eneste tilføjelse til freudiansk teori var objekt lille a; dette er åbenlyst falsk beskedenhed. Men allerede hos Freud er tonen lagt hvad angår en filosofisk antropologi, hvor mennesket ikke kan være i ligevægt i forholdet til dets genstand(e).
Mennesket er for Freud præget af indre konflikt ml. uforenelige kræfter, psykisk ambivalens, ubevidste benspænd etc. Mennesket kan her kun håbe på at kompromis-dannelserne (hvilket var Freuds definition på symptomer), som menneskets psykiske konflikter udmønter sig i, kan give en erstatningstilfredsstillelse, og ikke afføder mere lidelse og fortrængning end højst nødvendigt.
Man vil også hos fx Søren Kierkegaard møde en filosofisk antropologi, hvor mennesket er konstitutivt forstyrret af et misforhold i selvet; mennesket er ’sat af et Andet’ som det hedder i Sygdommen til Døden.
Og man kan sikkert nævne andre eksistensfilosoffer og filosoffer fra den tyske idealisme, hvor mennesket er konstitutivt konfronteret med manglen på en endelig mening med eksistensen og (deraf) med sin egen frihed.
Ingen genstand eller konsumption kan afhjælpe friheden som opgave.
Den velkendte kritik af konsumptionsprocessen
Det velkendte ideologiske forsvar for en kapitalistisk markedsøkonomi, hvor profit har prioritet over alle andre interesser, fx arbejdernes rettigheder, velstandens fordeling, klimaet etc., er, at ulemperne til trods, medfører kapitalens jagt efter profitmaksimering også økonomisk vækst og produktion af goder, der over en bred kam kommer samfundets forbrugere til gode, ved at tilfredsstille deres behov.
En kritik af denne ideologiske fortælling behøver ikke blot handle om det faktuelle spørgsmål om, hvorvidt kapitalistisk markedsøkonomi (tøjlet eller utøjlet) faktisk bedst sikrer økonomisk vækst, og om kapitalistisk markedsøkonomi (tøjlet eller utøjlet) reelt sikrer, at goderne fordeles til masserne. Kritikken kan også omhandle et mere grundlæggende spørgsmål, om hvordan et produkt overhovedet er et gode; dvs. en kritik af konsumptionsprocessen.
Det kan måske virke besynderligt at betragte konsumption som en analyserbar proces med et kritisk potentiale. Dette er imidlertid en modstand, der vidner om, at vi er fanget i en ideologisk horisont, hvor det at nyde ikke skal problematiseres.
Det er en ideologisk horisont, hvor forbrugeren både er et dyr, der har naturlige behov, der skal tilfredsstilles, men samtidigt er et muterende monster, der udvikler fortsat flere unaturlige behov, som også skal tilfredsstilles. Dette paradoks går inden for denne ideologiske horisont uproblematisk og ubemærket hen, ligesom det for det meste går uproblematisk og ubemærket hen, at økonomisk politik ofte handler om at sikre vækst og forbruget.
Men en kritik af konsumptionsforholdende og -processen har bestemt politiske og teoretiske fortilfælde. Fx har Enhedslisten og Alternativet herhjemme i Danmark forsøgt udfordre det politiske mål om økonomisk vækst.
Kritikken har lagt vægt på at øget velstand ikke længere gør os tilsvarende mere lykkelige, og overvejelser om vækst er en forudsætning for ’det gode liv’. Også gennem den politiske teoris historie, navnligt fra marxistisk og kritisk teoretisk side, har der været kapitalismekritisk fokus på konsumenten.
Kritik af forbrugerisme er fx et relativt velkendt tema, jf. især Frankfurterskolens kulturkritik. Vi kender jo fx fra Herbert Marcuse kritikken, at det kapitalistiske samfund producerer ’falske behov’, der blot binder mennesket endnu mere til de eksisterende produktions- og konsumptionsforhold.
Grundlaget for en ny kritik af konsumptionsprocessen
Der er grundlæggende noget rigtigt i at formulere kritikken af konsumptionsforholdende som et spørgsmål om ’det gode liv’. Hvis politik ikke handler om at indrette samfundet, så vi får ”gode liv”, hvad handler det så om?
På en måde er det egentligt forbløffende, at et så fundamentalt spørgsmål om, hvorvidt økonomisk vækst egentligt gør os lykkeligere, ikke fylder mere i den politiske og økonomiske debat. Men kritikken kalder på et klarere begreb om etik (’det gode liv’ er som bekendt for Aristoteles etikkens definerende spørgsmål), og en filosofisk antropologi der understøtter denne etik.
Og selvom Marcuses kritiske fokus på udviklingen af nye behov, og den måde det indvikler mennesket endnu mere i de eksisterende produktions- og konsumptionsforhold, er væsentlig, så er idéen om ’falske behov’ problematisk, da det antyder, at mennesket er et behovsvæsen, der må orientere sig mod sine ’naturlige behov’.
Det som mangler i Marcuses kritik er en filosofisk antropologi, der begrebsliggør mennesket som et begærsvæsen.
Det er nemlig begærets logik at perpetuere sig selv, manglen og fraværet af dets udslukning ved at overtage behovenes sfære og udvikle nye behov, hvorigennem begæret kan flyde.
For så vidt er behov altid ”falske”. Begæret er mimetisk, ”begæret er den Andens begær”, som man siger i den lacanianske psykoanalyse; dvs. at begæret er efter den Anden, og at blive begæret af den Anden, men derved også at begære, hvad den Anden begærer. Behovene udvikler sig derfor også historisk i relation til den socialitet, ’den store Anden’, som mennesket er konstitueret i.
Egentlig var Marx også på sporet af dette: “(…) the number and extent of his socalled necessary requirements, as also the manner in which they are satisfied, are themselves products of history, and depend therefore to a great extent on the level of civilization attained by a country; in particular they depend on the conditions in which, and consequently on the habits and expectations with which, the class of free workers has been formed.” (Marx, 1976: 275).
Dette betyder imidlertid ikke, at det er historisk specifikt for et samfund domineret af en kapitalistisk økonomi, at der produceres nye eller flere behov. Kapitalistisk økonomi er dog måske særdeles velegnet til at udnytte begærets logik; kapitalens umættelige logik (P-V-P’), flugter med begærets umættelige logik.
Ingen anti-kapitalisme uden psykoanalysen
Anti-kapitalistisk politik og ideologikritik bør derfor inkorporere en kritik af konsumptionsforholdende med udgangspunkt i en filosofisk antropologi, der forstår mennesket som begærsvæsen.
Der er under de eksisterende samfundsforhold snart ingen grænser for det, man som forbruger skal begære og nyde, og hvad man som (produktiv og reproduktiv) arbejder derfor må acceptere af udbytning og afgivelse af frihed.
Det er ikke mindst her psykoanalysen og lignende filosofiske antropologier har sin berettigelse i et anti-kapitalistisk projekt, for som Zizek skriver ”(…) psychoanalysis is the only discourse in which you are allowed not to enjoy - not forbidden to enjoy, just relieved of the pressure to do so.” (Zizek, 2006: 104).
Mennesket er som forbruger, som konsument, måske nok dyr, og sikkert også nok monster, men mest af alt er mennesket et subjekt. Dvs. at det er frit, frit til ikke bare at begære og nyde og jagte nye behov, frit til ikke at være fanget i en (an)hedonisk trædemølle, frit til ikke at være lykkelig.
Det er måske også derfor vores motto i Institut for Vild Analyse er: ’Er du også træt af at være lykkelig?’ Vi er trætte af at være lykkelige, og vi er trætte trætte af at være ulykkelige. Trætte af det pres som de eksisterende konsumptionsforhold lægger på os, og trætte af at sælge vores arbejdskraft for at imødekomme det.
Derfor, ingen anti-kapitalisme uden kritik af begæret og nydelsen. Ingen anti-kapitalisme uden psykoanalyse.