Ødelandet

Af Kasper Porsgaard

Digteren på cykel

Digteren Peter Laugesen havde et klarsyn, da han i digtet TUR sammenlignede forstaden med ødemarken. I digtet, som pryder bagsiden af hans digtsamling Konstrueret Situation fra 1996, møder vi digteren selv cyklende hjemad med kurven fuld af dagligvarer og angiveligt med et 22 minutters forspring til sin nærmeste konkurrent.

Hvem er det

der kommer først af tågerne

er det nej det passer ikke

jo det er

det er LAUGESEN

 […]

22 minutter foran gruppen med Eliot

det 53 årige fantom har gjort det igen

kragen fra Brabrand.

Det var her, Laugesen for alvor blev forstadens digter. Her, han med sit malende tråd fløj op ad bjerget og ud i sit eget poetiske rum: Det Sagnomspundne Brabrand. Tågernes dal. Der hvor kragerne vender hjem.

Men Djævelen ligger som bekendt i detaljen, og i dette tilfælde er djævelen netop denne forfølger Eliot, der med sin særegne staveform næppe kan være andre end T.S. Eliot – forfatter til langdigtet The Wasteland.

Med dagligvarer i cykelkurven og The Wasteland i baghovedet, er det ikke bare Laugesen der dukker ud af tågen, men også et klarsyn på den moderne geografi. Lad os prøve at udfolde dette syn og se, hvad det rummer.

Velkommen i forstaden

Den store bys forstæder af etagebyggerier og villakvarterer er ganske rigtigt sådanne mærkværdige tomrum, mellemstationer mellem by og land, som folk ved fyraftenstid vender hjem til for at tilfredsstille basale behov som at sove, spise, tjekke facebook og se reality tv.

Forstaden er på den måde et sindbillede på den materielt velstående, velsmurt småborgerlige livsstil og er i samme vending et oplagt sted for eksistentielle kvababbelser. Hvad skal det alt sammen til for, hvorfor er livet så kort, kunne jeg have fået en mere eksotisk partner, og hvor blev min revolution egentlig af?

Men hvis forstaden er den større bys lavmælte tilbehør – det gennemindustrialiserede lands sidste version af en egentlig Ødemark – hvad er så provinsen med dens småbyer og købstæder? Forskellen skal ikke defineres ved objektive kriterier som geografisk udstrækning eller mængden af indbyggere, den skal snarere identificeres ved en eksistentiel struktur.

I forstaden vil man nemlig til enhver tid have en gennemkommerciel bykerne, den forkætrede indre by, i relativt kort afstand, mens netop denne form for centrum ikke eksisterer i provinsen.

Og selvom denne bykerne, som Laugesen siger, må forstås som et intet – et slags eksistentielt nulhul af ligegyldige restaurantkæder og turistattraktioner, et sted vi kan tage ind til i weekenden og hælde vores fantasier om druk, flirt, venskab og ekstase ned i – så er den store forskel til provinsen, at den større by med sine forstæder faktisk har netop sådan et hul, mens provinsen i praktisk eksistentiel forstand ikke har det.

Forskellen er med andre ord, at mens forstadens ødemark har ’manglen’ som sin kerne, er der i provinsen en mindst ligeså uhyggelig mangel på mangel.

Her går det godt

I provinsen går det jo godt. ”Her er”, som oplandskommunerne aldrig bliver trætte af at fortælle os, ”alt hvad den moderne familie kan ønske sig af indkøbsmuligheder, et driftigt erhvervsliv, godt naboskab og et levende foreningsliv.”

Du kan det meste her, leve og dø, arbejde, få børn og holde familiefødselsdage. Du kan drikke vodka i køkkenet om aftenen, rode med biler i værkstedet, vi dit liv til sportsklubben og stifte en foredragsforening her. Hvor mange provinsbyer har ikke i dag brandet sig med slogans såsom ”Alt det, du har brug for, på ét sted!”

Men lad os prøve at følge den strukturelle opdeling videre.

Det eneste du ikke kan i en provinsby, er måske netop at få den type af kommercielt-industriel mangel installeret relativt tæt på dit hverdagsliv, som de større byers centrale INTEThed tilbyder?

Det sorte hul, med dets løfter om undergang, eksistentiel metamorfose, forvrængninger og identitetseksperimenter, ekstatisk glæde eller fortvivlelse og vanvid. – Dette intet er måske netop fraværende i provinsen?

Denne sygelighed, dette sted for mærkværdig dødsdrift, skal der sågar til tider arbejdes temmelig hårdt for at komme i nærheden af i en mindre provinsby.

Ikke så sjældent er de unges oprør i provinsen udformet som ret rudimentære råb om hjælp, der ikke skjuler meget andet end ønsket om mere mangel! Det er hysterikerens begær efter et uopfyldt begær, der afslører sin skikkelse i provinsens ungdom.

Derfor er hærværk, selvskade og hashmisbrug (og selvfølgelig det særprægede tøjvalg) de mest udprægede former for acting out blandt provinsens ungdom.

I manglen på mangel må vi først fjerne noget for overhovedet at få plads til et intet.

I tilværelsens massivitet af tilfreds livsførelse må vi destruere for overhovedet at kunne leve med fantasien intakt. På den måde kan man kontrastere forstadens ødemark til provinsen som et ødeland, i den forstand at provinsen er præget af eksistentiel massivitet snarere end eksistentiel fattigdom, en ødselhed af liv fremfor den monokromt fesne trafik af forstadsfamilier på vej ned til Emery’s efter papkaffe og gourmethindbærsnitter på en lørdag formiddag.

Forstaden er således manglens domæne, provinsen er overflodens.

Massivitetens land

Da begrebet ’udkantsdanmark’ for over et årti siden slog igennem i Danmark, vakte det både forundring og modstand blandt provinsens borgere. ”Vi er da ikke udkant”, lød det enstemmigt. ”Desuden har vi jo alt, hvad man kan ønske sig lige her i vores dejlige by.

Huspriserne er i øvrigt billigere, naboskabet er bedre. Og skulle vi ønske at tage en weekendtur til København og gå i Det Kongelige Teater, har vores arbejdsplads altid en ferielejlighed i Valby, der kan lejes for billige penge. Man skal bare huske at reservere i god tid.” Provinsens borgere har jo ret.

Der mangler ikke noget i provinsen, og er der noget som systematisk er blevet overset i de lange og ligegyldige debatter omkring begrebet ’udkantsdanmark’, er det formentlig frem for alt massiviteten i det liv der udfolder sig væk fra de større byer.

De ideer om stilstand, stagnation, mangel på kreativitet og kommerciel udvikling som typisk har været forbundet med begrebet ’udkantsdanmark’ er forfattet fra et helt andet og langt tyndere perspektiv, nemlig kapitalismens.

I eksistentialontologisk forstand er provinsen først og fremmest massivitetens land. Mere præcist et ødeland.

Hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo?

”Men kære elitære forfatter, du selvfede intellektuelle laps. Skjuler du ikke blot en moralsk dom over provinsen bag dine flotte analytiske opdelinger og litterære referencer?

Er du ikke bare endnu en af disse kreative snyltere på det virkelige liv, der flyttede fra provinsen til storbyen, fik dig et job indenfor ”kommunikation” og aldrig vendte tilbage?

Giv os dog et ærligt svar, hvad er bedst, hvad er værst? Hvor skal vi bo for at leve op til dine forkvaklede idealer?” 

”Kære ressentimentsprægede provinsboer,

Du har naturligvis ret. Jeg er alt det du siger, og helt ærligt mere til. Men mon ikke digteren på hans cykeltur alligevel har skabt tegningen til en bro mellem forstaden og provinsen?

Er det mytiske Brabrand ikke også så småt på vej til at blive et grænseland, fra ødemarken og ind i ødelandet? Toner der ikke alligevel en overraskende alliance frem mellem disse to eksistentielt patologiske lokaliteter, forstaden og provinsen?

Mens denne artikel langsomt klinger ud, og The Who’s rockhymne Baba O’Riley så småt fader ind, så lad os i det mindste blive enige om følgende: 

Det værste sted at bo er selvfølgelig Indre By ;-) ”

Don’t cry

Don’t raise your eye

It’s only teenage wasteland.

Kilder

Peter Laugesen: Forstad til intet. Borgens forlag, København 1980. 

Peter Laugesen: Konstrueret situation. Borgens forlag, København 1996.

Peter Laugesen: Forstad til alt. Borgens forlag, Valby. 2003.

Stefan Kjerkegaard: ”Hvor kragetæerne begynder – Peter Laugesen i Brabrand” i Århushistorier (red. Borchmann et al), Aarhus Universitetsforlag 2009.

The Who: “Baba O’Riley”, Who’s next? Polydor 1971.

Zero Skateboards: Misled Youth. 1999.