Sociopat søges
Har du talt med din sociopat i dag?
Udgivet første gang: Information 12. juni 2021
I bogen Why We Love Sociopaths har Adam Kotsko en slående observation af en række moderne sitcoms og tv-serier. Kotsko peger på det mønster, at nogle af de mest populære shows og serier har sociopater i hovedrollen.
Fra de vulgære sociopater, såsom Homer Simpson og Eric Cartman fra The Simpsons og South Park, til de mere raffinerede såsom Tony Soprano fra Sopranos, Don Draper fra Mad Men, Walter White fra Breaking Bad osv., op til de utallige politihelte, med Jack Bauer fra 24 som model, der træder ud over loven for at redde loven. Kotskos bog er fra 2012, men man genkender straks mønsteret også i dag. Vi ser meget sjældent tv-serier, der ikke indeholder et pift af sociopati.
Kotsko analyserer fænomenet på en ganske overbevisende måde. Det, som kendetegner tv-sociopaterne, er nemlig noget, som ikke er ”normale” sociopater forundt. Normale sociopater klarer sig, surprise surprise, sjældent særlig godt socialt og ender ofte som udstødte på den ene eller den anden måde. Tv-sociopater er derimod ofte meget succesfulde eller fremstår i hvert fald som slagkraftige.
Det, at de står udenfor det sociale, gør dem nemlig til en slags mestre i at opnå det, de vil. Det er lidt som i det klassiske eksempel med køen i supermarkedet. Når jeg står i køen og en ny kasse åbner, kan jeg på få sekunder gennemgå adskillige overvejelser over, hvad jeg nu skal gøre – kan jeg tillade mig at suse derhen og vinde et par pladser foran de andre?
Næsten samtidig opstår der i fantasien en karakter, der bare ejer den kø og smutter foran, hvis han vil. En person, der kynisk forfølger sine mål uden at tænke over de sociale konsekvenser. ”Sådan kunne jeg da også lige så godt gøre”, kan man gribe sig selv i at tænke.
Succesfulde sociopater
Selvom de succesfulde sociopater måske kun findes i fantasien, har de alligevel en ganske stor indvirkning på det sociale. Tv-sociopater har som regel deres egne projekter, som f.eks. Frank Underwood i House of Cards, der går direkte efter magten.
I det virkelige liv er sociopatens magtbegær næppe så destilleret klart som hos Underwood, men snarere et virvar af både personlige og bredere dagsordner – som hos Donald Trump, der fusionerede sine egne projekter med en hel nations. Spørg ikke, hvad du kan gøre for dit land, men for din ledende sociopat.
Også i mindre skala optræder sociopaten. Når noget af det, vi går og foretager os, bliver en smule uldent i kanten, og vi begynder at tvivle på, om det er det rigtige at gøre, er det ofte belejligt med en sociopat, der kan erklære, at det er alt for fintfølende sådan at gå og bekymre sig. Sagerne omkring, hvad vi bør gøre i forhold til klimaudfordringerne, er et godt eksempel.
Tag f.eks. spørgsmålene om dansk landbrugs fortsatte kødproduktion eller modebranchens voldsomme klimabelastning. Neurotikeren vil begynde at komme i tvivl. ”Kan vi virkelig fortsætte med det?” Hysterikeren vil måske endda hidse sig op: ”Hvorfor gør vi det her? Hvad er vi for mennesker?”
Men i fantasien er der plads til en lille sociopat, der siger: ”Fuck nu alle de bekymringer, det fungerer fint, vi fortsætter!” Indsæt nu på fantasiens plads en tilfældig direktør eller talsmand og spillet kører. Vi skal jo også tænke på de danske arbejdspladser.
Tu est ca!
Er ikke også sagen om Danmarks mulige deltagelse ved VM i fodbold i Qatar en sag, hvor en sociopat søges? En uendelig lang række kritikpunkter har været rejst mod arrangørerne. Mest markant har The Guardian rapporteret om, at omkring 6500 migrantarbejdere har mistet livet i Qatar siden 2010 i arbejdet med at skabe faciliteter og infrastruktur til VM.
Helt klassisk protesterer fodboldspillerne lidt, men møder ellers op og spiller deres turnering. De er jo blot fodboldspillere, og det her skal løses på et helt andet niveau. Underforstået: I må ringe til en sociopat, der kan retfærdiggøre det, vi har gang i.
Det er for så vidt rigtigt, at en enkelt lille fodboldspiller, der skræpper lidt op, ikke kan ændre det helt store ved det, der er i gang med at ske. Men ikke desto mindre bør den bagvedliggende fantasmatiske dyrkelse af sociopaten alligevel konfronteres. Kotsko fortæller om et afsnit af The Simpsons, hvor Homer har opfundet en sær hybrid af tomat- og tobaksplanter kaldet tomacco, hvis produkt er højest afhængighedsskabende.
Et stort tobaksfirma tilbyder ham en kæmpe sum penge for at købe produktet, men hans idealistiske datter, Lisa, presser på for at få ham til at destruere tomacco-planterne, så de ikke udløser en social plage. Homers svar er ganske sigende for fantasien om, at der altid er en sociopat et sted, uanset hvad man gør: ”Jeg ville ønske, jeg kunne gøre en forskel, Lisa, men jeg er kun et enkelt menneske”.
Sociopaten findes muligvis ikke i den virkelige verden, men han fungerer alligevel.