Hvordan kan man kende forskel på Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet?

Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 8. maj 2021

Det bliver sværere og sværere at kende forskel på Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. 

DF har på en måde sejret sig selv ihjel. Det gælder både det politiske indhold med udlændingestramninger, ghettolove osv. og selve den form, som politikken kommer i, med makrelmadder og paroler om ”danske værdier”. Regeringens nye planer om et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda er kronen på værket. 

Selvom DF og S nu synes at være gået i ét, er der alligevel en forskel mellem de to partier, som måske kan være en smule svær helt at sætte ord på, fordi deres politikker på især udlændingeområdet praktisk talt er enslydende. Det er noget med den måde, hvorpå partierne forvalter deres forbindelse til ”folket”; det forkætrede folk, som begge partier synes at være så ivrige efter at repræsentere. S gør det ikke helt på samme måde som DF, men hvori består forskellen? 

Ufolkelig populisme 

Jan-Werner Müller, der har beskæftiget sig indgående med populisme, har givet en helt simpel definition på begrebet. Populisme er, når en politisk bevægelse hævder, at det netop er den, der repræsenterer hele folket. DF er naturligvis et godt eksempel på denne klassiske form for populisme.

Folket bliver til ”danskerne”, som bliver til dem, der elsker frikadeller. Endog universelle principper som ytringsfrihed, religionsfrihed bliver gjort til særligt danske værdier – en på én gang grusom og megaloman vildfarelse. Den er megaloman, fordi det synes at være tanken, at der skulle være tale om danske opfindelser, og den er grusom, fordi det så netop kun er danskerne, der for alvor har lov til at nyde godt af disse principper. 

DF-populismen kommer gennem billeder og fortællinger, som spiller på det velkendte, på traditioner og nationale symboler, på samme tid som den sorterer folk fra. På den måde sås der splid, folket deles op. DF-populismen begynder ”indefra”, fra en kulturel-etnisk kerne og som derfra arbejder sig ud mod og sætter sig i modsætning til ”de andre”. Stolt og folkelig i midten og uforsonlig og i den forstand ”ufolkelig” og usolidarisk over for de fremmede i kanterne. 

Populistisk ufolkelighed 

Den politiske uskelnelighed til trods er den socialdemokratiske populisme en anden. Da ministrene Matthias Tesfaye og Flemming Møller Mortensen for nylig var i Rwanda for (sådan ser det i det mindste ud) at forhandle om et modtagecenter for asylansøgere i landet, var det ikke med stolt og åbenlys DF-attitude. Det var underligt fordækt; det kom næsten ud af det blå, at de to pludselig befandt sig i Kigali.  

Eksemplet giver et ganske fint portræt af Socialdemokraternes populisme. S er navnet på en form for politik, som for så vidt godt tør gå efter det upopulære, efter det, som måske endda er over grænsen for, hvad folket egentlig vil acceptere. Det betyder ikke, at S er flove over det, de gør, næsten tværtimod. Det skal bare gøres, og man behøver ikke at skilte for meget med det.

Den stramme, kontante linje er en dyd hos S. Og det er helt i tråd hermed, at man ikke viger tilbage for ellers ”elitære” metoder, som at ansætte deres egne embedsfolk, centralisere magten i regeringsapparatet osv. 

Hvor DFs folkelighed på mange måder i lacaniansk forstand er hysterisk, så er socialdemokratiets pervers. DFs populisme identificerer sig med folket og mod magten. 

Hos DF er det altid synd for den lille, hvide mand, og der er altid al mulig grund til at råbe og være vred. Men vreden og opråbene er propfyldte med modsigelser. Det er snart det ene udbrud, snart det andet, man kommer med.  

Hos S derimod, finder vi en kerne af hård, magtcentreret ufolkelighed. En hensynsløshed, der netop i kraft af sig egen magtfuldkommenhed kan fungere populistisk. Her er der ikke tale om en populisme, som altid behøver at løbe efter folkelige vinde, men derimod om en populisme, som handler på vegne af folket (med fordækte manøvrer i fjerne lande), og som også kan tale strengt til folket og sætte det på plads (som under coronapandemien). 

En populisme, der tager styringen og ”ordner tingene”, fordi det er til vores alles bedste. For det er netop sådan, perversionen fungerer. Hos Lacan handler perversion ikke om at overskride normer, men derimod om at rette sig hensynsløst efter en højere norm.  

For DF har det altid været lidt en beskidt hemmelighed, at man langsomt men sikkert udviklede sig til at være en integreret del af det magtapparat, man med sin populisme harcelerede imod. Men for S forholder det sig lige modsat. Her kan man uden videre identificere sig med at være det mest magtfuldkomne og elitære og alligevel hamre sin populisme igennem. 

På den måde kan populisme tage form ved at gøre det stik modsatte af, hvad populismen i reglen prædiker. Man tækkes den lille mand ved åbenlyst at banke ham på plads.