Visse love er så stærke, at vi har svært ved at forstå, vi adlyder dem.

Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 9. januar 2021

Lovens lange arm har ikke opgivet sit tag i os. Er det ikke som om, samtiden er fyldt med love, der kræver vores lydighed? Love, der vil forskellige ting med os, på forskellige niveauer, men som melder sig med stadig større kraft. Først og fremmest overvældes vi af naturens egne bizarre love i tilfældet med coronavirussen. Når det kræver disciplin at bekæmpe sygdommens spredning, er det fordi sygdommen selv adlyder en lov, dvs. at den smitter på bestemte måder, ved bestemte typer kontakt osv.

Men naturens love forsøges også aktivt imødegået af samfundets love. For at narre virussen holder vi os hjemme, lukker skolerne, slår minkene ned osv. For at undgå at blive udslettet af naturens love må vi modvirke dem med vores egne. Vi må kæmpe for kontrollen med vores eget handlerum, selvom det lige nu føles som en kamp, der kæmpes med ryggen op mod muren. Ovenikøbet forstærkes ubehaget formentlig af fornemmelsen af, at det ikke bare lige stopper.

Det bliver ikke den sidste virus, og det bliver ikke den sidste globale krise, der kræver indgreb fra regeringer og måske endda overnationale instanser. På en måde spøger nye lovkomplekser allerede derude i fremtiden.

Subjektive love

Hvad siger alt dette om vores forhold til love i dag? Nogle love præsenteres og opretholdes med fanfarer og honnør. Som grundloven f.eks., som vi festligholder på en særlig dag. Eller straffeloven eller udlændingeloven. Sådanne love er det, man med et lån fra Slavoj Zizeks begreb om ”subjektiv vold” kan kalde ”subjektive love”. Subjektiv vold er den vold, der har et tydeligt handlende subjekt, som i et værtshusslagsmål eller en terrorhandling. ”Subjektivt” vil her altså ikke sige, at der mangler objektivitet og vished, men derimod at der er tale om noget, der er synligt, omtalt og ikke så sjældent spektakulært. På samme måde med subjektive love. Der er tale om love, der markerer sig selv som love, og som tiltrækker sig opmærksomhed. De fejres og hyldes. Eller skældes ud.

For på samme tid lægger disse love op til, at de kan udfordres. Det er som om, de implicerer deres egen bagside. Det gælder fx særligt coronalovgivning. Tænk blot på hvor mange konspirationsteorier, der er opstået i kølvandet på denne type lovgivning verden over. De solnedgangsklausuler, der er skrevet ind i love som epidemiloven fra foråret, som sætter en udløbsdato på lovens gyldighed, viser med al tydelighed, at lovgivere er bevidste om de subjektive loves bagside. Subjektive love er tydelige, spektakulære, og nogle gange ekstremt omdiskuterede. De fremviser centrale brydninger i samfundet.

Objektive love

Det mærkelige er dog, at mens nogle love markeres tydeligt og debatteres højlydt, er der andre love, der bevæger sig meget mere subtilt i vores globale samfund. Er det ikke netop tilfældet med kapitalismens love, love om vækst, udbytte og profitmaksimering, som ingen efterhånden rigtig kan stå offentligt ved mere, men som alle alligevel synes at adlyde? Disse love er ”objektive” i Zizeks forstand, fordi de overhovedet angiver det sociale rum, vi befinder os i. Deres objektivitet stammer imidlertid fra en form for glemsel: Fordi økonomer og politologer i årtier har arbejdet under den grundantagelse, at visse økonomiske love ligger fast, er deres kontingens forsvundet af syne og erstattet af en følelse af nødvendighed, vi ikke kan ændre på, men må manøvrere indenfor.

Måske kan en sammenligning med naturens love gøre det klart, hvor stærkt de økonomiske love står: I forhold til forståelsen af naturens love korrigerer vi konstant på, hvordan vi mere præcist beskriver forskellige fænomener, om det er coronavirus eller udviklinger i klimaet. Der udvikles hele tiden nye teorier og modeller. Men økonomiens love synes at være næsten tvangsmæssigt konstante. De er ikke omdiskuterede, som både naturens og samfundets love er det på forskellige måder. De står fast. Vi kan langt nemmere forestille os en helt ny teori om, hvordan klimaet hænger sammen, end vi kan forestille os en blot moderat ændring i kapitalismen (der aktuelt ændrer klimaet brutalt).

Ubevidstgørelse

De subjektive love er det bevidstes domæne, hvor vi kæmper med åben pande mod hinanden. De objektive love er det ubevidstes domæne, et sært, virtuelt, anonymt domæne, hvor vi kæmper mod os selv og mod alle på én gang. Selvom vi er utilfredse med disse love, er vi alligevel fanget i dem. At protestere mod dem er lidt som at forbande Gud, når verden går én imod.

Derfor er det heller ikke nok at blive bevidstgjort om de objektive love, ligesom man heller ikke bliver fri fra Moseloven ved at lære sig den udenad. Snarere handler det om at frigøre sig fra vores ubevidste tilslutning til dem.