Kameler, børn og løver
Én af den tyske filosof Friedrich Nietzsches mest berømte passager er værd at genlæse i lyset af bølgen af protester efter mordet på George Floyd
I Således talte Zarathustra fortæller Friedrich Nietzsche en lidt speciel historie om forskellen på en kamel, en løve og et barn.
Kamelen er pakdyret som bruger hele sit liv på at slæbe byrder og gøre, som der bliver sagt. Den er underkastet en slavemoral, der dels består i at adlyde og dels i at kunne retfærdiggøre og begrunde alle sine egne handlinger.
Dernæst er der løven, der er stærk og sætter sig igennem, og som siger nej til at bære kamelens byrder. Hvis kamelen hele tiden har underlagt sig et ”du skal!” (…være fornuftig, …få dig et arbejde, …ære autoriteter, etc), så sætter løven sig til modværge med et ”jeg vil.”
Men løven selv er endnu ikke et billede på Nietzsche berømte og berygtede overmenneske, for der én ting, den ikke kan: Sige ja og skabe nyt. Derfor er det nødvendigt for Nietzsche at introducere endnu et billede: Barnet.
Nietzsche skriver ”Uskyld er barnet, og glemsel. En ny start, en leg, et hjul der ruller af sig selv, en første begyndelse, en hellig sigen ja. Ja mine brødre, til skabelsens leg kræves en hellig sigen JA.”
Når barnet er billedet på overmennesket, og netop ikke den voldsomme løve, så skyldes det, at overmennesket ifølge Nietzsche først og fremmest er kendetegnet ved at skabe nye værdier. For ham var det ikke tilstrækkeligt blot at træde kristendommen og den herskende moral under fode.
Det, som (over)menneskelivet i bund og grund handlede om, var at skabe noget. Skabe noget væsentligt og værdigt. Nye måder at tænke og leve på, nye måder at se verden på, kort sagt nye værdier.
Derfor er det heller ikke de store diktatorer og krigsherrer, der er de bedste eksempler på Nietzsches ide om overmennesket, uanset hvor meget selve ordlyden inviterer til at tro netop det – og uanset hvor meget receptionen efterfølgende har knyttet ideen om overmennesket til nazisme og det, der er værre.
Det bedste eksempel på, hvad Nietzsche mente med overmennesket, er derimod kunstnere – store kunstnere, der bibringer os nye måder at se og forstå verden på.
Chauvinisme
Hvis man følger Nietzsche stringent, så viser det sig, at hhv. overmennesket og slavemoralen ser helt anderledes ud, end man ofte ville tro.
Tag for eksempel de grusomme billeder af Derek Chauvin, der har sit knæ plantet i George Floyds nakke, imens Floyd gisper efter vejret og mister livet. Med god grund har disse billeder ført til massive protester ikke bare i USA, men også i resten af verden.
Er Chauvin et godt billede på et nietzscheansk overmenneske?
Netop ikke! Chauvin er tværtimod et fremragende billede på slavemoral. Hvis man lytter til lydsporet af videoerne, hvor han myrder et menneske, bliver det tydeligt hvorfor. Han siger: ”Se her børn. Det er det, der sker, når man tager stoffer.” Det virker oplagt, at Chauvin i det øjeblik mener, at han gør sin pligt, og at han kan begrunde sin voldsomme handling med de mange opgaver, en politimand nu engang skal løse. Det virker også tydeligt, at han er stolt af, at han gør netop dét. Sådan tænker en kamel.
Kamelen bærer sin retfærdighedsopfattelse som en på én gang tung og glorværdig byrde, der i værste fald kan ende med at legitimere de værste forbrydelser. Som mord på åben gade.
Er svaret et barn?
Den tragiske sag om mordet på George Floyd viser imidlertid også en vis begrænsning i at bruge barnet som billede på overmennesket.
Hvad er det barnet kan, der er så overmenneskeligt ifølge Nietzsche? Det kan lade være med at huske. Kameler og andre almindelige mennesker husker nøje. Især husker de deres traumer.
Jo mere nidkært man husker det onde, der sker for én, des større er faren for at forfalde til slavemoral. Overmennesker derimod glemmer den slags hurtigt og skynder sig videre til det næste ja til livet.
Men når glemslen på denne måde bliver til kernen i at sige ja til livet, så bliver det også klart, at det ikke er det, der kan være svaret på mordet på George Floyd. Man kan ikke forlange af nogen, at de skal være overmennesker bare sådan uden videre.
Der mangler noget for at nå hen til det sted, hvor det giver mening at glemme. Det første skridt er at aflægge sig slavemoralen, som medier og politikere bestandig appellerer til: ”Der vil ske fejl, I må forstå, at det er svært at være politibetjent, og hvad med den store overrepræsentation af sorte i kriminalitetsstatistikkerne?” Brutaliteten kan ikke længere bortforklares. Der må en ny begyndelse til.
Men for at kunne gå fra slavemoralen til barnets glemsel og begynde igen, er der nogle gange også brug for et mellemled. Et oprør, der renser luften og gør det muligt at trække vejret. Både bogstaveligt og metaforisk.
Nietzsches lignelse rummer med god grund også en nødvendig progression. For at nå hen til barnet er det nogle gange nødvendigt at brøle igen som en løve.