Eller om hvordan man giver noget, man ikke har, til én, der ikke vil have det.

Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 22. december 2018

Der findes en fantastisk passage i Hans-Jørgen Nielsens klassiske Fodboldenglen, som er værd at gengive i sin helhed. Der findes nemlig tre slags fodboldspillere, som det hedder i romanen:

”Der er dem, der ser de huller, du selv og enhver anden klovn står og ser fra tribunen, så du bliver glad og bekræftet, når så bolden så falder, som den skal. Så er der dem, der pludselig får dig til at se et hul, du selv og andre måske kunne have set med større vågenhed, de giver dig medrivende overraskelser.

Men så er der dem, der selv laver hullet, hvor der ikke burde have været hul, det er åbenbaringernes ophavsmænd, alle tekniske og kropslige færdigheder er forudsat, de virkelige kvaliteter ligger i den skabende tilegnelse og forvandling af hele situationer, et enkelt umuligt træk, en brat vending, en aflevering der ikke burde være plads til, og pludselig er alt anderledes, fuldt af muligheder, ja, den slags spillere behøver ikke engang have bolden for at lave deres åbenbaringer, de kan være spillets poeter uden at føre det store ord.”

Nielsens tredeling af fodboldspillere er naturligvis fremragende, men måske er den faktisk også mere end blot fodboldromantik. Måske gælder den også for det at give gaver? Kan Nielsen hjælpe os til jul?

Gaver

Den første gavegiver er ret oplagt. Det er ham, der køber den gave, som ”enhver anden klovn” også kunne have købt. Med andre ord er det den gavegiver, som orienterer sig efter ønskesedlen. Sådan, et vaffeljern og en plaid. Men noget nager alligevel denne gavegiver: Hvor originalt var det egentlig lige? Kunne man ikke have gjort mere?

At gå efter ønskesedlen er det sikre valg, men den næste gavegiver, giver den lidt mere gas. Her er det sagen at finde den ”helt oplagte gave”, som imidlertid ikke stod på ønskesedlen. Denne gavegiver ved, at det gælder om at holde øje med den person, der skal have gaven, over længere tid og bemærke sig det, som personen næsten ikke selv vidste, at hun ønskede sig.

”Ja, selvfølgelig, en tekande! – den gamle gik jo i stykker i påsken”. Men der er også et minimalt sats ved denne typer gaver. Man træder lidt ud af rammen – og nogle gange ville modtageren måske have håbet, at man var bare gået efter det sikre valg (”et ølbryggersæt!??”).

Åbenbaringer

Men hvad er det så med den tredje type gavegiver, ”åbenbaringens ophavsmænd”. Kan man vende en situation rundt til en fødselsdag eller en juleaften?

Muligvis. At give en sådan gave er et lille mirakel. Måske er det en indbydelse til en fælles gåtur på Caminoen, som starter 1. juledag – men det kunne sådan set også bare være en invitation til en gåtur til Silkeborg. Miraklet kan være noget, man først ikke lige helt forstår, men som siden vender situationen rundt.

Det kan være, at giveren tilbyder modtageren et nyt liv: Økonomien er regnet igennem og løsningen er klar: Fremtiden begynder i morgen. Men det kan også være, at man får en næsten undseelig gave, som pludselig og ad ubevidste omveje antager en højere mening: Denne lille genstand – et slips, et nips eller en lommekniv – åbner verden for mig på en ny måde.

Det siger noget om, hvad jeg altid var, uden at vide det. 

Sådanne gaver kan foregå ”uden bold”, som Hans-Jørgen Nielsen bemærker. Gavens poeter har ikke nødvendigvis brug for det luksuriøse, og miraklet består ikke i at give et amerikanerkøleskab eller en ny bil. Miraklet består i at finde den gave, som ”selv laver hullet, hvor der ikke burde have været hul”.

Kærlighed

Der er noget ved den tredje form for gave, der minder en smule om en kærlighedshandling, og så alligevel ikke helt.

Hvor overraskende det end kan lyde, er kærligheden måske faktisk ”mindre” end den tredje gave og alligevel så meget mere voldsom. Kærligheden, den ultimative gave, er nemlig, som Jacques Lacan definerede det, ”at give hvad man ikke har”. Når jeg erklærer min kærlighed til nogen, er det netop det: At indrømme at jeg selv ikke er hel, og dermed give den anden min mangel.

Men hvad skal det nu sige?

Måske er det at udlevere sin egen skrøbelighed til den anden, at blotlægge sig selv som et manglende væsen, uden sikkerhed for at den anden vil tage imod eller overhovedet kan stille noget op med det. Derfor lurer der også et næsten desperat krav i kærligheden; jeg har ikke noget, men jeg vil have dig: ”All I want for Christmas is you!”, som Carey synger.

Hendes gave er en (måske uventet) kærlighedserklæring, der samtidig viser sig at være et krav om ”alt” – og forventningen om, at du kan være dette alt. Det er ikke alle, man giver sin mangel til, men det er heller ikke alle, der kan holde til at få den. 

Måske skriver vi netop ønskesedler for at undgå at få dét til jul.