Ramasjang laver børne-tv, hvis indhold muligvis er progressivt for børn, men samtidig konservativt for voksne.

Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 30. januar 2021

Der er noget helt mirakuløst over timingen i Ramasjangs nye børneprogram, John Dillermand, der har fået en del omtale på det sidste. Netop mens metoo-bølgen for alvor har fået fat i Danmark, sender Ramasjang et børneprogram på gaden om en mand, der har verdens længste diller, som han ikke kan styre.

Man kunne sige, at virkeligheden leverer tragedien, mens børneprogrammet leverer komedien. Men man kan også hævde, at børneprogrammet effektivt er en slags apologi for verdens pikrockere, ved ganske enkelt at fortælle om, hvor harmløst og hyggeligt, det er, når mænd ikke kan styre deres diller.

I hvert afsnit af programmet laver Johns diller unoder; den stjæler is fra nogle børn, eller den begynder at skyde om sig med et gevær (sic!). John ender altid tilbage i huset, foran tv’et sammen med oldemor, der lidt fungerer som inkarnationen af Loven selv, og alting ender i nogenlunde harmoni.

Penis og fallos

John Dillermand fungerer, når programmet beskriver det sære ved kønsorganet, at det aldrig bare består i en biologisk funktion. En ting er at have en penis, noget andet at have en diller, som det jo hedder i programmets eget sprog. Serien fremviser dermed faktisk psykoanalysens pointe om, at seksualiteten er givet ved en splittelse, hvor nydelsen først opstår dér, hvor man ikke rigtig har kontrol over det, og hvor organernes normale funktioner forædles med et overskud, en ekstra nydelse, der til tider kan være pinlig og smertefuld.

Nydelsen kommer vel at mærke ikke fra instinktets niveau, for seksualiteten er grundlæggende social, paradoksal og modsætningsfyldt. På samme måde med fallos: At have fallos er samtidig at være kastreret. Fænomenet med kongens scepter er måske det mest åbenlyse eksempel: Scepteret er naturligvis en fallos, men det er også noget, en person gives. Den, der får scepteret, ”kastreres” på samme tid, for det, den ceremonielle overdragelse viser, er netop, at det er scepteret, og ikke den, det gives til, der besidder kongemagten.

Der er skabt en distance mellem fallos og dig, og fallos er ret beset ligeglad med dine følelser og behov. Den vil bæres, og den vil nyde.

I John Dillermand får vi flere facetter af fallos. John kæmper en brav kamp med på den ene side oldemors (og programmets overjegsagtige fortællerstemmes) formaninger om, hvad man må, og hvad man ikke må med fallos, og på den anden side dilleren (fallos) som et ustyrligt, nydende element; et organ der bevæger sig selvstændigt fra resten af kroppen.

Jes Dillermand

Men er det nu bare, sådan det er? Og skal John bare lære at styre sin dillermand, så er alt godt? Delvist ja, men problemet er mere omfattende. Hvad psykoanalysen beskriver med fallos, er også en bestemt, næsten mytisk skikkelse, som seksualiteten er låst i – fra de gamle ”falliske sange” i de dionysiske kulthandlinger til i dag. Fallos repræsenterer en mytologisk magt, der må analyseres og udfordres. I det lys er det temmelig besynderligt, at mange har manet til besindighed, hvad angår John Dillermand.

”Børnene synes jo bare, det er sjovt”, har mange sagt, og vi voksne ”skal ikke lægge alt muligt i det”. Problemet er, at vi jo allerede har lagt alt muligt i det – faktisk en hel, enorm kulturhistorie. Det er næsten tværtimod som om, vi voksne nogle gange overbringer problemer, vi ikke selv kan løse, til børnene og forestiller os at de, i deres uskyldighed, kan bearbejde dem for os.

Her er måske selve problemet med John Dillermand. Ikke at det ikke er progressivt, men at det progressive (pinlige og komiske), som programmet bringer til torvs, rammesættes i et program, der samtidig foregives at være uskyldigt. Børnene er castet i rollen som ”subjekter, der formodes at være uskyldige”, og som gennem deres muntre blik kan opløse problemet med fallos, ja med seksualiteten i det hele taget. Dette greb gennemspilles i hvert af programmets afsnit: Fallos bringer John i problemer, men den bruges også til ”magisk” at løse selvsamme problemer (dilleren kan stjæle is, men den kan f.eks. også fiske balloner ned fra et træ og gøre alle glade igen). Når børnene griner, befries de voksne.

Er John Dillermands popularitet en reaktion på, at mange går og er lidt nervøse for at skulle undvære alle de festlige mænd, fra Peter til Morten og Frank og Jes, som svinger rundt med dilleren og sætter liv i kludene? Måske er serien et udtryk for en længsel efter en uskyldig verden med en frivol, men ufarlig seksualitet, hvor løsslupne dillere ikke fører til overgreb. I stedet for selv at gøre arbejdet og ændre vores seksuelle adfærd, er det måske nemmere at sende ”fallos til rens” i det angiveligt uskyldige børneunivers.

Normalt plejer vi at sige, at vi ikke skal seksualisere børn. I John Dillermand er der en omvendt fejltagelse på spil: En afseksualisering af voksne.