Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information, 23. april 2011

Vor tids reservoir for det mest ophøjede er det mest dagligdags, nemlig maden. Fra Brdr. Price til raw-food: Æd din tro!

Tv-kokke har et ret bemærkelsesværdigt privilegium, som de fleste andre erhverv må afstå fra. Det er vanskeligt at forestille sig en akademiker rose sit eget værk til skyerne og f.eks. sige: ”Hold kæft, det er en god artikel. En virkelig god balance mellem ordene. Det er næsten så livet springer ud af siderne”. Eller et postbud, der siger: ”Sådan skal det brev leveres! Det er dejlige breve at dele ud, når man gør det rigtigt.” Tv-kokken kan uden at rødme rose sine egne kreationer på ganske dramatiske måder.

Som Jamie Oliver, der smager på sin egen mad: “Delicious! Oh my god, this is just what you want!” Det er ikke nødvendigvis fordi kokkene er overdrevent selvtilfredse eller mangler situationsfornemmelse, men snarere fordi kokkefaget synes at være vor tids reservoir for forestillingen om at visse ting kan gøres ud af et højere hensyn – som man i gamle dage i religionen underkastede sig Guds vilje eller i videnskaben underkastede sig sandheden.

At lave mad handler om at respektere råvarerne, at lade dem komme til udtryk og værdighed. På denne måde bliver madkunst til en form for religiøst ritual i sekulariseringens tidsalder – vi hylder ”skaberværket” ved at stege det i den bedste olie og skære det ud med en super skarp kniv. Vi opfører en lille dans for råvarerne, så de kan se, at vi respekterer dem.

Det er egentlig slet ikke for seerne, at Oliver og Plum danser, eller Skouboe og Kirk nakker og æder – det er for råvarerne; på det ubevidste plan repræsenterer de det blik, for hvis skyld de mange skuespil opføres.

Gud er en grøntsag. Han døde ikke, som man har sagt siden Nietzsche, men kom i koma. Og mens han var i koma, en grøntsag uden mål og med, begyndte menneskene at tilbede grøntsagerne selv.

Makrel med guf
Det intime forhold mellem tv-kokken og hans råvarer fører imidlertid til en slags sideeffekt i forhold til seeren. Det, der egentlig er en hyldest til det autentiske og omhyggelige, ender meget let med en skabe en form for passivitet hos den officielle modtager af de mange velmente budskaber. Eller rettere, en slags ”interpassivitet”, som Robert Pfaller ville have kaldt det: Vi overgiver vores aktivitet til kokken på skærmen (som hakker, snitter og koger på vores vegne), men vi overgiver samtidig også vores passivitet, vores spontane nydelse ved maden. Som hos Brdr. Price, der svælger i velsmag i programmets sidste minutter, og til tider endda forspiser sig.

Vi behøver altså ikke engang at nyde den lækre mad, som kokken har tilberedt – eller huske at rose ham eller sige ”mmm!” Der skabes en stemning, en billed- og ordrig fornemmelse af respekt, velsmag og etik på tv-skærmen, og vi opdager dårligt nok, at det er en dåse makrelsalat med mayonnaise (eller noget andet slamagtigt, billigt, industrielt fremstillet mad), vi selv er i gang med at indtage.

Når programmet er slut, og vi bærer den tomatindsmurte tallerken ud i opvaskeren, kan vi roligt og tilfreds tænke, at ”det var da egentlig en vældig middag.”

Situationen kan måske endda sammenlignes med den scene fra Terry Gilliams film Brazil, hvor et par restaurant-gæster bestiller et måltid mad, som er et rent billede: Det, der serveres er ganske enkelt et billede på en stander og under dette billede selve maden, nemlig en slimet, utiltalende substans.

Raw-food
At Gud er en grøntsag finder sin yderste konsekvens i raw-food-fænomenet. Her er kokken skilt helt ud, og tilbage er kun det, det handler om, nemlig grøntsagen selv. Det første, der slår én ved et møde med raw-food-køkkenet er dets helt utrolige farverigdom. Rødbederne er blodrøde, agurkerne er skriggrønne, alt stritter og lever. Det er næsten en overvindelse at tage den første bid.

Ærefrygten er enorm blandt køkkenets fortalere: Denne spinatdrik vil ilte dit blod. Denne kage vil sætte din forbrænding helt enormt i vejret. Hvis tv-kokkene er vore dages præster, så har raw-food dog i virkeligheden slet ikke brug for præster. Det er Paradis på jord, hvor mennesket græsser side om side med køerne på marken.

Hvis den gamle myte om Prometheus, som stjal ilden fra guderne, handler om kulturens begyndelse, så handler raw-food om en tilstand før ilden, før kulturen. Dér hvor menneskene var ét med guderne, og guderne var i alting. Raw-food er således det tætteste, vi i dag kan komme på fetichisme i ”gammeldags”, antropologisk forstand: Tingene i sig selv er hellige, vi må næsten ikke røre dem, og ikke opvarme dem mere end 42 grader, ellers ødelægger vi dem!

Ærlige Arla
Det paradoksale er, at den megen snak om, at vi er fremmedgjorte overfor råvarerne, og at vi skal lære dem at kende igen, kan ende med at skabe lige præcis det, den vil undgå. De talrige forsøg på at oplyse os om, hvor de varer kommer fra, der ligger i køledisken, er blevet til en rent imaginær, fantasmatisk overbygning på det reelle slam, vi bliver ved med at æde.

Derfor er Arlas i grunden vulgære reklamer, hvor en dreng pludselig følger en vaskebjørn eller en ko ind gennem skabet og ud i en storslået, autentisk natur, på en måde mere ærlige, end man skulle tro. Arla siger egentlig: Vi ved udmærket godt, at I ved, at der ikke er nogen naturlighed i de produkter, vi sælger jer, så nu giver vi jer simpelthen bare et billede af en grøn eng, som I kan kigge på, mens I spiser vores industriprodukter.

Den ”seriøse” og formanende insistering på, at vi skal vide alt om vores mad, er derimod den egentlig kilde til fremmedgørelse.