Aarhus ||| – forstad til intet
Udgivet første gang: Information 19. november 2011
De seneste to klummer i vores Aarhus-trilogi har handlet om intet. Først intetheden bag smilet i smilets by, fornemmelsen af at byen har udspillet sin rolle og ganske enkelt ikke har mere at sige. Dernæst intetheden som en slags ramme for det særligt århusianske, for alt det som er ”noller”, fra Jørgens Leths film uden handling til det kommende, nærmest meningsløse monument for byen, Store Robert.
Det sidste, der kan være at sige om Aarhus, er nu selvfølgelig, at det måske slet ikke er så dårligt, som man skulle tro, med alt det intet. Som da Peter Laugesen i 1980 skrev en (vred, men smuk) digtsamling med titlen ”Forstad til intet”. Måske er der netop en særlig erkendelse, man kan gøre i en by som Aarhus? En erkendelse som på den ene side kan virke trist; at intet er meget tæt på, at byen aldrig rigtig bliver den storby, den så gerne vil være. Men også en erkendelse, der handler om intet som skabende kraft. At når intet er tæt på, så er alt i spil. Som da Laugesen i 2003 måtte følge sin første forstads-digtsamling op med samlingen ”Forstad til alt”.
Tabets melankoli
Den erkendelse, det drejer sig om her, handler ikke om en slags nostalgi, hvor man dyrker alt det, som Aarhus engang var, men som den ikke er mere. Det viser sig altid, i disse tilfælde, at det ”tab”, som man taler om, alligevel ikke er tabt, fordi det netop er tabet, som dyrkes og nydes.
Tænk f.eks. på alle de søde, kærlige Aarhus-udgivelser, der ikke synes at være nogen ende på. Mængden af disse bøger må ganske enkelt undre som simpelt sociologisk spørgsmål: Hvorfor så mange bøger og alle med samme budskab, nemlig glansbilledet af Aarhus som den var engang med sporvogne og cykelbane osv.? Disse bøger indeholder interviews med verdensmænd (såsom Morten Albæk, Dronning Margrethe og Jørgen Leth), som er tidligere aarhusianere (eller har stærk tilknytning til byen), og som nu må bekende deres (had-)kærlighedsforhold til moderskødet. Der er et eller andet melankolsk, i den værste forstand, over denne form for hyldest: En bekendelse til en tabt tilstand, der kun er værdifuld fordi den er tabt, og fordi den netop kun ”som tabt” kan stå mål med alt det store, som sker i København eller ude i (den virkelige) verden.
Midten er ikke midten
Hvis vi skal nærme os det intet, som man kan møde i Århus, må vi gå anderledes til værks end blot at fable om en svunden fortid eller fabulere om en dyster fremtid. Hvad med at gå til byen, som den ser ud nu lige nu, og kigge på dens liv og de små forskydninger og udviklinger, der bestemmer den?
En velkendt juleleg, især blandt arkitekter og postmodernister, er øvelsen at diskutere, hvor midten af en by egentlig er. Da en by altid har flere centre, og da den altid enten er i vækst eller i forfald, dvs. den forandrer sig lidt hele tiden, så er spørgsmålet nærmest umuligt at besvare. Er det domkirken, der er bymidten? Jamen, der kan man jo ikke købe noget, vil nogen sige. Er det værtshusene i Jægergårdsgade? Mange af dem er dog efterhånden lukkede. Er det da Åen? Men en å er jo ikke et punkt – og i øvrigt er frilægningen af åen et ret nyt fænomen. ”Midten er ikkemidten”, som den franske filosof Jacques Derrida konstaterede allerede i tresserne.
Men det betyder samtidig, at vi måske er tættere på intet, i vores almindelige dagligdag, end vi går og tror. Intet melder sig. Det er netop som at stå på Store Torv foran Domkirken – dette lidt for store og uformelige torv med lidt krimskrams af et pligtkunstværk ude i siden. Sådan er det med byer; i midten er torvet, pladsen, et intet. Og dette intet er måske ikke bare den tomme fornemmelse af at stå foran noget, nemlig en stor kirke, som ikke rigtig giver mening på samme måde mere. Det er indskrevet i selve byen og byens udvikling. Som flere læsere bemærkede i forbindelse med vores første Aarhus-klumme, så er ensretningen sat ind i Aarhus, hvor kapitalismens ”saints” kommer marcherende ind med deres investeringskapital, deres Baresso og deres storcentre, frem for alt deres storcentre.
Er der noget sted, hvor intet trives bedre, end i et storcenter? Her står man ganske enkelt direkte og ser på, hvordan ”alt fast og solidt fordufter”, som gamle Marx skrev. Varer og penge skifter hænder, moden og tilbuddene forandrer sig, centerets tynde vægge formår ikke at give udtryk for, at de rent faktisk mener det. Centeret er et ikke-sted, som sociologerne siger det. Ligesom en lufthavn eller en motorvej. Et sted for flux, transit, bevægelse, forandring. Men det er også næsten noget, der er stærkere end det. Med et storcenter følger et storintet.
Möbius-båndets by
Hvad nu hvis man tog erkendelsen af intetheden i hjertet af Aarhus alvorligt? Intet lurer om ethvert hjørne; det spøger i storcentrene og på de store, regnvåde parkeringspladser. Intet slår ind fra vandene og suser ind over havnefronten. Men det gør ikke byen til et tomt hul –måske næsten tværtimod.
Aarhus er hverken en glemt jysk by, som f.eks. Kværs eller Astrup, eller en hovedstad; den er hverken rigtig centrum eller provins, og det gør faktisk byen til et rart sted at være.
Her kan man tænke og finde på – fri for at skulle være storbysmart som i København eller frejdigt jysk som i mere afsidesliggende kvarterer. Følger man intet rundt i byen, opdager man pludselig, at her kan man være hvad som helst. Som et Möbius-bånd, hvor man ved at følge den samme side af overfladen hele vejen rundt, havner på den modsatte side.
Aarhus er ikke rigtigt noget særligt. Og det er dens største force: Forstad til intet – og til alt.