Aarhus || – engelsk for noller
Udgivet første gang: Information 12. november 2011
Hvor ville man kunne forestille sig et udtryk som ”Danish for progress” anvendt? Vel næppe noget andet sted end under en forretningsmiddag, hvor man efter et par mere formelle aftaler skal slappe lidt af sammen med sine udenlandske kontakter.
Efter at have talt om vejret og jogging og valutakurserne et stykke tid, kommer det ved den slags lejligheder ofte til en udveksling af komplimenter, hvor gæsten forventes at fremhæve de ting, han eller hun finder bedårende eller sympatiske eller fordelagtige ved dette sted. ”You have a very nice infrastructure here, and people are very helpful,” siger vedkommende for eksempel. Måske er det her, slogan-udviklerne har tænkt sig at udtrykket vil gøre sig godt: ”Yes, yes, you know, we say that Aarhus is Danish for progress”.Tø-hø, siger gæsten. Tø-hø, siger værten. Og så er de par minutter af de uformelle forpligtelser afviklet.
Det nye slogan er med andre ord tilpasset lige præcis den situation, hvor en virksomhedsejer, eller en institutleder ved universitetet, skal finde noget at konversere over, under en forretningsmiddag eller i andre selskabelige sammenhænge. På en måde en bemærkelsesværdigt ødsel handling: At bruge en million og et større udviklingsarbejde på at finde på en bemærkning, der afkaster et tø-hø under en lidt akavet passiar. Måske rammer sloganet dermed faktisk alligevel en minimal forbindelseslinje til det, der virkelig er Aarhus’ særkende: Byen er noller!
En noller cykel
Det unikt aarhusianske udtryk ”noller” er vel noget i retning af byens største bidrag til den danske kulturarv. Ifølge Den Danske Ordbog kommer ordet oprindelig af en dialektal udtale af ”nådelig”,dvs. noget, der trænger til nåde, venlighed eller omsorg, eller nogen, som er forlegen eller forsagt.
Der er noget skrøbeligt og en lidt sødmefuld, uskyldig dumhed over den, der er noller. Sådan var Nils Malmros’ figurer næsten altid i de klassiske Aarhus-film som Kundskabens Træ (1981) og Skønheden og Udyret (1983) – på én gang begge dele: uskyldige og skrøbelige. Som Willy Bonde i Kundskabens Træ, der havde fået en rød sweater (”Den er røøøj”), eller Anne Mette, der var forelsket i Søren Roland, fordi han lugtede godt. I Aarhus By Night fra 1989 var Tom McEwan en britisk filmmand, der på en våd aften i byen i Aarhus lærte sig brugen af ordet noller og som bevis på sin nyerhvervede kundskab råbte efter filminstruktøren Frederik, da denne væltede afsted hjemad på sin cykel: ”Frederik, du har en noller cykel!” Noller er på den måde både et øv-ord, som når byens fodboldhold taber, ”hold kæft, hvor er det noller”, men på mærkelig vis også en ros, som når man om et særligt fedt, jysk punkband eller en særdeles god tur i byen med et smøret grin kan udbryde, ”det var fandme noller!”
Noller er ganske enkelt løsenet til det aarhusianske hjerte.
De store kunstnere og tænkere, som Aarhus har produceret, har alle haft denne noller kvalitet. Svend Aage Madsen, én af de største danske romanforfattere, har altid været lidt sky og virket skrøbelig overfor den store offentlighed. Selv offentlighedens kæreste barn, filmkunstneren og cykeleksperten Jørgen Leth, har denne lidt patetiske, lidt for verdensmandsagtige, og dermed ægte noller aura – som måske netop også er det, der i flere forskellige omgange har båret ham igennem hans meget selvudleverende tilgang til kunsten, sporten, livet, og når han i alt for højtsvungne vendinger har erklæret sin kærlighed til kvinden eller cyklen eller legen. Et sidste eksempel i rækken kunne være Jens Blendstrup, der er en usædvanlig, rablende digter, og som muligvis opførte det mest noller nummer på TV nogensinde i Den 11. time på DR2, da han reciterede sit digt om den dansende John. Med en på én gang lidt forlegen og lidt uskyldig genialitet formåede Blendstrup at danse grøntsag, fiskekvoter, lejet værelse og sin glæde ud.
Store (noller) Robert
Hvad nu hvis det nye vartegn, som Aarhus har erhvervet sig (gratis), faktisk er det bedste vartegn, byen kunne få?
Det meget omdiskuterede kunstværk, Store Robert, som først blev foreslået og forkastet i København, er blevet annammet af Aarhus med en planlagt placering yderst på de nye havnearealer, hvor det skal byde tilrejsende velkommen til verdens mindste storby. Det er forfejlet og en overdimensioneret udgave af noget, der af kunstneren oprindeligt slet ikke var tiltænkt en sådan funktion, lyder kritikernes dom. Men er det ikke netop et sådant vartegn, der er passende for Aarhus – Danmarks eneste sande noller by?
Måske det her er på sin plads at påpege en særlig fonetisk kvalitet ved ordet noller, nemlig at det også minder en del om ”nuller” eller ”nul”.
Måske er det, som Aarhus kan, netop at tilbyde en ramme, hvor ting, som egentlig ikke burde være noget, ting som nærmer sig nul, alligevel får en særlig magisk værdi, netop fordi de er nul. Som Leths film uden storyline, uden indhold, men som bare er en ren fremvisning af billeder. Som Blendstrups grøntsagsdans på tv. Som en kæmpestor, overdimensioneret skulptur med et navn, der giver mindelser til en herretøjsbutik. I Aarhus har man forstand på den slags ting, man har forstand på noller. Send det til Aarhus, og det vil få nyt liv.
Kan man ikke næsten høre Willy Bonde klippe snoren over ved indvielsen af det nye, store kunstværk: ”Har I set vores nye vartegn? Det er stoort!”