Aarhus | – det stivnede smil

Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 5. november 2011

En journalist fra et større dansk dagblad ankom for et par måneder siden ”med firetoget” til Aarhus. Der er et eller andet med Aarhus, påstod han, pigerne er smukkere her. Efter lidt diskussion blev udsagnet modereret: Pigerne er renere her.

De har den der friske aura, som giver mindelser til Hoffmans ”den danske sang er en ung blond pige”. De har selvfølgelig ”bylækkerheden”, der kommer af et vist internationalt udsyn, men de er endnu ikke outrerede, som man ser det i andre storbyer; København, Paris, London. De aarhusianske piger ved hvad det vil sige at klæde sig pænt på, men uden at det bliver mærkeligt – med alt for genbrugsagtigt tøj, alt for mange piercinger eller alt for mystisk hår. De aarhusianske piger er ikke snobbede eller alt for utilgængelige og svære at forstå, de har frem for alt deres gode humør og deres søde og charmerende smil.

Beskrivelsen er selvfølgelig en karikatur. Det er også en måde at fremstille københavnerens fantasi om jyden; om de mere eller mindre uspolerede væsner, der vandrer rundt på kontinentet med fødderne ”solidt plantet i den jyske muld”. Men hvordan slipper man ud af denne fantasi? Måske er det netop nu, hvor det gamle slogan om Aarhus som ”smilets by” er blevet afløst af et nyt og mere progressivt, at vi for alvor kan se, på hvilken måde aarhusianerne stadig hænger fast i det. Hvordan det er langt mere sejlivet, end man skulle tro, men også hvordan det eventuelt kunne gennembrydes.



Aarhus – København t/r
Der er noget uomgængeligt provinsielt over Aarhus, som ikke har at gøre med selve Aarhus’ ”væsen” eller med de mennesker, som bebor byen. Aarhus er provinsiel, ganske enkelt fordi den strukturelt set står i en underordnet position i forhold til storebror København. Det betyder, at hvad end man finder på af smarte tiltag for at fremhæve byen, så virker det desperat. Som når små hunde altid bjæffer mere og højere end store hunde. Da sloganet om ”smilets by” blev lanceret i 1938 blev det da også hurtigt sablet ned i befolkningen og i pressen, der fandt det latterligt og ”fordringsfuldt”, og senere markedsføringstiltag har hver gang været mindst lige så lattervækkende som ambitiøse.

Det ligger måske i det overhovedet at have et slogan til en by, at der må være noget ironisk over det.

Små byer, der har slogans, ved som regel godt, at et slogan ikke er det, som skal sikre dens (og skolens og bagerens) overlevelse. Sloganet er vendt ”indad” mod byen selv, som for i det mindste at give lidt stolthed at køre videre på. Hvad angår Aarhus, så forsøger den, i noget der minder om desperation, at vende sine slogans ”udad”: Se her, vi er smilets by. Det er vi altså! Byens nye slogan, der er på engelsk, er kun den logiske konsekvens af dette: Sloganet er ganske enkelt henvendt til hele det globale samfund. Kunne man på samme måde forestille sig Paris – med et kinesisk slogan?



Navnet Aarhus
Lad os begynde at pille en lille smule ved fantasien om Aarhus. Hvad er Aarhus egentlig navnet på?

Aarhus er navnet på en by, der er på størrelse med Tambov i Rusland, Zhytomyr i Ukraine, eller Bradford i England. Engang var byen Aarhus kendt for sin storhittende popmusik med navne som TV2, Bamses Venner og Thomas Helmig. I dag er den også kendt som et levende forum for fodboldstolthed og hvid nationalisme. I Aarhus er der tæt til vand og skov; byen er en rekreativ oase med gode muligheder for shopping og cafeliv, uden alt for megen tummel og kaos. Der er et stort kunstmuseum, og der er også en udmærket undergrund, der beskæftiger sig med musik og kunst. Der er et velfungerende universitet. Havnen er byens primære indtægtskilde. Desuden danner byen ramme om en af de største kulturfestivaler i Norden, Aarhus Festuge.

Dét og meget andet er byen navnet på. Det er et mærkeligt navn, og måske netop derfor vendte det engelske reklamebureau (efter de havde brugt millionen) tilbage med det ultimativt tomme og helt abstrakte slogan: Aarhus – Danish for progress. Er dette ikke nærmest at sammenligne med analytikerens handling i en psykoanalyse? At konfrontere analysanden med et helt tomt udsagn, som tillader analysanden selv at nå frem til meningen med sin eksistens. Progress? Findes der noget mere konsensuelt i dag, end at man skal udvikle sig? Hvad er der hermed sagt om Aarhus? Svaret er: Intet, der ikke samtidig, og med lige så stor overbevisning, kunne siges om Tambov eller Zhytomur eller Bradford.



Smil af
Hvis man troede, at Aarhus nu skulle til at bryde nyt land; være en by, som gør noget helt andet, end alle de andre byer rundt om i verden, der hænger med røven i vandskorpen, kan man godt tro om igen. Vi er tilbage ved smilet. Det, som hele tiden har været aarhusianernes. Blot er det nu stivnet. Stivnet i erkendelse af, at der ikke er andet end dette smil tilbage, netop denne frygtelige fantasi om aarhusianeren som det gæve, friske, jordnære, venlige og imødekommende (og lidt dumme) menneske, der med et smil byder turisten velkommen.

Aarhus er blevet til et omvandrende smil, som Cheshire-kattens i Alice i Eventyrland. Men måske er dette netop første skridt i at afmontere smilet? Måske er det, som er ved at gå op for aarhusianerne, at det er på tide at træde ud af fantasien, holde op med at smile, gøre noget andet. Som Jean Baudrillard sarkastisk skrev om smilet i sin bog om Amerika: ”Smil for at vise hvor gennemsigtig, hvor ligetil du er. Smil hvis du ikke har noget at sige.” 

Måske er Aarhus faktisk nået så langt, ikke mindst under den spøgelsesagtige tidligere borgmester Nicolai Wammen, at det kan drage konsekvensen af, at byen ikke længere har noget at sige.